Mandag kom Miljø- og Fødevareklagenævnet med en afgørelse i en meget principiel sag fra Egedal Kommune, hvor kommunen har udstedt forbud mod brug af pesticider i et BoringsNærtBeskyttelsesOmråde (BNBO). Afgørelsen går imod landbrugets interesser og betyder, at Egedal havde ret til at udstede påbud mod brug af pesticider alene fordi der er fundet rester af gamle, nu udfasede midler. Nordsjællands Landboforening og Landboforeningen Gefion frygter konsekvenserne. Det skriver Gefion i en pressemeddelelse.

I juni 2016 udstedte Egedal Kommune påbud mod at bruge plantebeskyttelsesmidler til en række landmænd og husejere i kommunen på trods af, at der ikke var spor af midler over grænseværdien i drikkevandsboringerne. Alligevel udstedte Egedal Kommune det påbud, som Landbrug & Fødevarer senere klagede over til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er den klage, der nu er kommet en afgørelse i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug & Fødevarer klagede over forbuddet, fordi man vurderer, at kommunen ikke kunne bevise, at et forbud vil have en nogen som helst miljømæssig effekt. Der var mange andre muligheder inden man rullede et forbud ud. Og derfor var der tale om et ekspropriationsforbud, og det mente Landbrug & Fødevarer sammen med de to lokalforeninger ikke kommunen havde bevidst nødvendigheden af - hverken fagligt eller juridisk.

Nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet med stemmerne 6 for og 2 imod stadfæstet påbuddet fra Egedal Kommune.

I Nordsjællands Landboforening og i Landboforeningen Gefion er man dybt overrasket over nævnets afgørelse og kalder den for foruroligende nyt for landbrugserhvervet på Sjælland.

- Både Nordsjællands Landboforening og Gefion står bag medlemmerne i den her sag. Og vi er selvsagt dybt overrasket over afgørelsen. Men vi er også klar til at følge den her sag til dørs - politisk og juridisk. Vi kan ikke se til, mens vores medlemmer får rådighedsretten indskrænket fordi de bruger lovlige midler, der er godkendt af selve Miljøstyrelsen, siger Søren Hansen, der er næstformand i Nordsjællands Landboforening.

Torben Hansen fra Landboforeningen Gefion frygter, at afgørelsen betyder, at der nu er frit slag for de kommuner, der vil lave BNBO og forbud mod brug af pesticider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nævnets afgørelse går stik mod Miljøstyrelsen nye vejledning, hvor det fremgår, at man kun kan lave restriktioner på baggrund af fund af nye, lovlige midler. Men i realiteten underkender Miljø- og Fødevareklagenævnet nu hele godkendelsessystemet, anbefalinger og overvågningssystemet fra Miljøstyrelsen. Det er meget foruroligende, lyder det fra Torben Hansen, der ligesom Søren Hansen er klar til at tage sagen videre i retssystemet.

Begge foreninger understreger, at et rent og sikkert grundvand er i alles interesse. Derfor bakker man op om den løbende overvågning af grundvandet og det omfattende godkendelsessystem, som pesticider er underlagt, hvis de skal bruges. Samtidig gør Landboforeningen Gefion og Nordsjællands Landboforening opmærksom på, at GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) har udtalt, at det varslingssystem, vi anvender i dag beskytter grundvandet.