Den vestjyske gårdejer Frederik Aagaard, Ulfborg, slipper for at blive beskattet af den fortjeneste på godt 1,3 millioner kroner, han har fået ved at sælge sin landejendom i Herning. Årsagen er, at overskuddet i stedet er anbragt i købet af en anden landejendom i Ulfborg, som skattereglerne giver mulighed for.

I første omgang krævede Skat i Holstebro, at gårdejeren skulle betale skat af fortjenesten ved salget, fordi formalia ifølge Skat ikke var overholdt. Men den sag fik Skat i Holstebro ikke ret i. Skatteankenævnet har underkendt Skat og givet gårdejeren fuldt medhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frederik Aagaard kan nu spare cirka 60 procent af de 1,3 millioner - godt 820.000 kroner.

Det er Landbrugsrådgivningen Heden og Fjorden, der har ført sagen for gårdejeren.

- I realiteten er der tale om en udskydelse af skatten. Forklaringen er, at når Frederik Aagaard senere sælger sin landejendom i Ulfborg, forfalder der skat den fortjeneste, han får ved salget der, siger Palle Høj, chefkonsulent hos Heden og Fjorden.

Det var i marts 2007, at gårdejeren solgte sin ejendom i Herning. Herved fik han en ejendomsavance ved salget. I selvangivelsen skrev Frederik Aagaard, at overskuddet ønskedes genanbragt ved købet af ejendommen i Ulfborg.

Men det ville Skat i Holstebro altså ikke gå med til. I stedet mente Skat, at han skulle betale skat af 557.455 kroner, som Skat ikke accepterede som en erhvervsmæssig genanbringelse. Desuden skulle han betale skat af andre 812.212 kroner, fordi Skat mente, at anmodningen om genanbringelse var meddelt for sent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det mente hverken landmand eller Skatteankenævnet, der gav Frederik Aagaard "fuld medhold i klager".

- Jeg valgte for flere år siden at lade eksperter ordne mit regnskab for at sikre, at det var i orden. Derfor kom det helt bag på mig, da Skat pludselig meddelte, at de ikke ville godkende genplaceringen af fortjenesten fra salget af vores ejendom i Herning, fortæller Frederik Aagaard.

Jeg følte også, det var stærkt uretfærdigt, fordi jeg efter bedste opfattelse ikke kunne se vi havde gjort noget forkert. Tværtimod. Det har været hårdt, for det er trods alt mange penge, der er tale om. Vi kunne have været tvunget til at flytte fra gården i Ulfborg, hvis Skat havde vundet sagen, fortæller han.

Selv om han nu har fået fuldt medhold i Skatteankenævnet, har Skat i Holstebro alligevel sat spørgsmålstegn ved, om de vil betale alle sagens omkostninger. En sag, Skat har meddelt, først vil blive afgjort til maj.