Der er fundet fugleinfluenza på Fyn, bekræfter både Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, skriver TV 2/Fyn.

- Der er noget fugleinfluenza, og så har Fødevarestyrelsen rekvireret os til at håndtere det, fortæller pressevagten hos Beredskabsstyrelsen til TV 2/Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beredskabsstyrelsen skal nu forsøge at sikre, at fugleinfluenzaen ikke spreder sig til andre besætninger, og de ramte dyr skal ifølge Beredskabsstyrelsen efterfølgende slås ned.

Ifølge TV 2 Fyn er det kun et par uger siden, at der var et tilsvarende udbrud af fugleinfluenza hos en besætning med økologiske høns på en gård nær Terndrup i Rebild Kommune i Nordjylland.

Fredag eftermiddag har Fødevarestyrelsen udsendt en pressemeddelelse, hvor de oplyser, at det er lavpatogen fugleinfluenza, der har ramt besætning på cirka 3300 gråænder.

Typen lavpatogen fugleinfluenza betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer.