Frygten for fødevarekrise aftager

En ny rapport fra de amerikanske myndigheder bringer overraskende godt nyt om høsten midt i den værste tørke siden 1950'erne, og det løsner for frygten for en ny global fødevarekrise.

mbk  17.09.12 | 13:13

Billeder af indtørrede majskolber så langt øjet rækker har hen over sommeren fået økonomer, politikere og FN til at frygte det værste.

Fødevarepriserne på majs, sojabønner og hvede reagerede med store stigninger, og billederne af optøjer i den tredje verden og millionvis af nye mennesker i hungersnød i 2007 og 2008 kom frem i frisk erindring.

Nu puster FN, politikere og markedet imidlertid lidt ud. I en opgørelse over effekterne af tørken vurderer det amerikanske landbrugsministerium ifølge wsj.com majshøsten til at blive på 10,7 milliarder af måleenheden bushel (1 bushel er lig med 35,2 liter). Det skriver business.dk.

Høsten af sojabønner vurderes til at blive 2,63 milliarder bushels, 14 procent lavere end sidste år.

Selv om det stadig er den dårligste amerikanske høst siden 2006, så er det over markedets forventninger, der ifølge Deutsche Bank lå på 10,38 milliarder bushels.

Det fik i sidste uge priserne på majs til at lukke på det laveste niveau siden midt i juli, da tørken begyndte at skubbe til frygten for høsten. Majs blev i  torsdags handlet til 7,68 dollars per bushel, hvilket er ti procent lavere end topprisen på 8,49 dollars 10. august.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.