Regeringen er nu på vej med en ny håndsrækning til de tørkeramte danske landmænd. Det skal blandt andet sikres, at danske landmænd kan skaffe tilstrækkeligt med foder til deres dyr, og landmændene får mere fleksibilitet i forhold til, hvornår de skal så efterafgrøder. Samtidig følger regeringen situationen tæt, hvis der skulle opstå behov for flere initiativer. Det skriver Miljø- og Fødevareministreriet i en pressemeddelelse.

Mindske konsekvenser

Naturligvis skal vi udskyde fristen for såning af efterafgrøder, når det ikke giver faglig mening at fastholde den. Det giver ingen mening, at så i en jord hvor frøene ikke kan spire.

Jakob Ellemann-Jensen - miljø- og fødevareminister

Artiklen fortsætter efter annoncen

I midten af juli modtog landmændene den første håndsrækning for at mindske konsekvenserne af tørken, og som følge af den fortsatte tørke, er regeringen nu klar med endnu en håndsrækning.

- Årets ekstreme tørke har store konsekvenser for dansk landbrug, derfor er jeg glad for, at regeringen kan støtte landmændene med yderligere tiltag. Vi vil fortsat følge situationen nøje, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Forlængelse

Et af tiltagene er, at fristen for etablering af efterafgrøder bliver forlænget fra den 20. august til foreløbigt den 3. september, idet efterafgrøderne ikke kan spire i den udtørrede jord. Efterafgrøderne skal udlægges for at begrænse udvaskningen af kvælstof.

- Naturligvis skal vi udskyde fristen for såning af efterafgrøder, når det ikke giver faglig mening at fastholde den. Det giver ingen mening, at så i en jord hvor frøene ikke kan spire. Det skal vores regler naturligvis ikke stå i vejen for , og vi følger løbende situationen nøje, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Fjerne frister

For at undgå en lignende situation i fremtiden arbejder Miljø- og Fødevareministeriet og Aarhus Universitet på at fjerne de ultimative frister for etablering af efterafgrøder fra næste år og skabe en mere fleksibel model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et andet nyt tiltag er, at alle landmænd får mulighed for at udså rug i de græsudlæg og græsefterafgrøder, som skal bidrage til at formindske kvælstofudvaskningen. Udover at kunne være med til at sikre foder til dyrene, vurderer Aarhus Universitet at udsåning af rug i græsudlæg og -efterafgrøder kan være med til at formindske kvælstofudvaskningen, da rugen blandt andet har lettere ved at spire under tørre forhold.

- Vi prøver at indrette miljøreguleringen af landbruget, så vi kan sikre, at der i et ekstremt år som i år er foder nok, og vi samtidig beskytter vandmiljøet. Heldigvis spiller de ønsker på mange måder rigtig godt sammen. Dermed vil jeg også gerne opfordre landmændene til at få etableret gode efterafgrøder, så snart som det er muligt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Miljø- og Fødevareministeriet følger fortsat situationen tæt og arbejder på yderligere tiltag, som kan modvirke konsekvenserne af tørken for dansk landbrug.