Det manglede bare, at Friluftsrådet vil gøre noget for at få folk til at opføre sig ordentligt i randzonerne, mener L&F.

Friluftsråd vil opdrage randzone-gæster

Friluftsrådet vil lave en adfærdskampagne, der skal opdrage folk til at opføre sig ordentligt i randzonerne. Initiativet mødes med en kold skulder fra Landbrug & Fødevarer.

mbk  22.08.12 | 09:16

Friluftsrådet melder sig nu parat til at hjælpe de lodsejere, der er nervøse for, at befolkningens adgang til randzonerne vil give problemer.

Rådet er overbevist om, at adgangen langt de fleste steder ikke vil give problemer, fordi mange randzoner er utilgængelige og ligger, hvor der færdes meget få mennesker.Det skriver altinget.dk.

- Men vi anerkender, at der kan opstå nogle problemer ved de bynære randzoner med nem adgang, og derfor vil Friluftsrådet påtage sig et ansvar for at mindske problemerne, siger Jan Eriksen til altinget.dk.

Konkret planlægger Friluftsrådet for det første at iværksætte en adfærdskampagne og for det andet at hjælpe lodsejere, der oplever meget færdsel på bræmmerne, med at opstille skilte og brochurer.

Jan Eriksen peger på, at kampagnen blandt andet skal få gæsterne til at tage deres affald med hjem, holde hunde i snor og tage hensyn til privatliv og afgrøder.

Kold skulder fra L&F

I Landbrug & Fødevarer er viceformand Henrik Frandsen langt fra imponeret.

- Jeg er overbevist om, at det er Friluftsrådet, som har inspireret fødevareministeren til at lave adgang, så det er deres projekt, og så manglede det da bare, at de også vil informere folk om, at de skal opføre sig ordentligt, siger han til altinget.dk og fortsætter:

- Men det er ikke noget, som stiller mine medlemmer tilfredse. De er meget utilfredse med, at der skal være offentlig adgang til randzonerne.

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.