Det lykkes hvert år Økologisk Landsforening at vise landbruget frem for tusindvis af danskere med opfordringen "kom og se køerne danse".

Men ifølge Lene Munksgaard, der forsker i malkekvægs adfærd ved Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, har de forårskåde køer dans mere med forandring og frygt at gøre, end med at køerne skulle være "glade". Det skriver videnskab.dk.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hun forklarer, at de nye omgivelser ganske rigtigt er den vigtigste årsag til køernes kådhed.

- Når køerne kommer ud på græs, har de jo en langt større bevægelsesfrihed end de har inde i stalden. De større græsarealer får dem ganske simpelt til at bevæge sig mere, siger hun til videnskab.dk og fortsætter:

- Underlaget inde i stalden er tit mere glat og hårdt, så køerne tøver mere med at bevæge sig for voldsomt rundt. Når så de kommer ud på græsmarken, har de pludselig et underlag, hvor de typisk kan bevæge sig noget mere sikkert, siger Lene Munksgaard.

Frygt for fremmede

Hun forklarer desuden, at der er stor forskel på køer, og derfor vil der også være forskel på, hvor meget de enkelte køer danser.

Der er desuden også andre faktorer end bevægelsesfriheden og underlaget, der spiller ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis de køer, der bliver lukket ud, kender hinanden i forvejen, vil de ofte løbe mindre rundt. Derimod vil de løbe mere, når de er blandt fremmede. Det skyldes, at der også kan være en frygtreaktion forbundet med fænomenet. Køerne bliver skræmte, når så mange andre fremmede køer løber rundt om dem, siger hun.

Køer kan ligesom mennesker være bange for det nye, men de vænner sig hurtigt til det.

- Allerede efter få dage går køerne som regel stille og roligt ud fra stalden, siger Lene Munksgaard til videnskab.dk.