Som bønder har vi stort ansvar overfor vores natur- og miljøbeskyttelse - ikke mindst omkring vores vandløb. Randzonerne er vores beskedne bidrag til dette. Oven i købet med kompensation og EU's hektarstøtte. Vi får altså penge for ikke at forurene. Næppe andre erhvervsgrupper opnår dette, siger Hans Jørgen Nygaard, formand for Frie Bønder - Levende Land.

Han pointerer at de arealer, der tages ud af omdrift langs vandløbene, typisk er de arealer, man kæmper med at holde tørre, hvor man jævnligt kører fast med traktoren og ikke høster top-udbytte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Stop nu klynkeriet og lav de randzoner. Alternativet er nemlig værre.  EU's vandplaner skal opfyldes, og siger vi nej til randzoner, får vi yderligere begrænsninger på jordbearbejdning samt kvælstoftildeling og pesticider. Vi får tvunget afgrødevalg og krav om endnu flere efterafgrøder og mange flere restriktioner. Er det det vi ønsker? spørger formanden.

Gevaldigt træk i EU-støtten

Hans Jørgen Nygaard er utilfreds med, at Bæredygtigt Landbrug opfordrer landmænd til at begå ulovligheder ved at undlade randzoner.

- Det tænder mig virkelig af. Randzonerne er vedtaget af et flertal i Folketinget og loven gælder - også for landmænd. Udover at det formentlig kan give et gevaldigt træk i EU-støtten for dem, der trodser lovgivningen, er det en klar overtrædelse af straffeloven at opfordre til ulovligheder, siger han.

Frie Bønder opfordrer alle landmænd til at følge loven, uagtet de er uenige omkring randzonerne.

- Overtrædelser af gældende lovgivning går ud over os alle sammen, siger Hans Jørgen Nygaard.