Kommissionen har i dag præsenteret sine visioner for den fælles landbrugspolitik. Overordnet set lægger Kommissionen op til, at fremtidens landbrugspolitik skal være enklere og mere resultatorienteret. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder blandt andet, at fremtidens landbrugspolitik skal baseres på fælles EU-mål, mens det i højere grad skal være op til de enkelte lande at vurdere, hvordan de bedst kan opfylde disse mål. Det glæder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er afgørende for mig, at det bliver lettere at være landmand. Derfor er det positivt, at Kommissionen lægger op til, at vi i Danmark kan få større indflydelse på, hvordan vi skal leve op til de fælles EU-mål. Det bliver vigtigt at følge denne idé til dørs og sikrer, at der bliver tale om reelle forenklinger for de danske landmænd, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og fortsætter:

- Samtidig er der fokus på fortsat udvikling af en konkurrencedygtig landbrugs- og fødevaresektor og de muligheder som for eksempel bioøkonomi og ny teknologi kan tilbyde.

Gode takter på det grønne område

På klima- og miljøområdet indeholder Kommissionens meddelelse også nye ideer. Kommissionen ønsker, at det grønne område fremover skal være præget af en mere målrettet, ambitiøs og fleksibel tilgang.

- I dag findes der en urskov af forskellige støtte- og miljøkrav. Det er vigtigt at passe på miljøet, og vi er nødt til at gøre det på en måde, hvor vi undgår detailstyring og spænder ben for de rigtige incitamenter. Det vil jeg også understrege, når jeg skal drøfte Kommissionens visioner med mine ministerkolleger til december, siger Esben Lunde Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU's støtte skal ikke favorisere visse landmænd

Kommissionens meddelelse indeholder også overvejelser om ændret fordeling af den direkte støtte. I den forbindelse lægger Kommissionen op til at overveje muligheden for i højere grad at målrette den direkte støtte til mindre og mellemstore bedrifter.

- Det er vigtigt for mig, at EU's landbrugsstøtte ikke favoriserer visse landmænd frem for andre. Der skal tages hensyn til, at der er meget store forskelle mellem størrelsen på landbrug i Danmark og for eksempel Rumænien, siger Esben Lunde Larsen.

Ny reform skal gælde fra 2021

Kommissionens meddelelse om fremtidens landbrugspolitik er første skridt i reformen af EU's landbrugspolitik, som efter planen skal gælde fra 2021. I første omgang skal EU's fødevareministre drøfte meddelelsen på et rådsmøde den 11. december.

Til sommer 2018 kommer Kommissionen med konkrete forslag til landbrugspolitikken, og herefter skal EU's medlemsstater i Rådet nå til enighed med Europa-Parlamentet om forslagene.

I 2018 kommer Kommissionen også med et forslag til EU's samlede budget for perioden fra 2021 der også sætter de overordnede rammer for landbrugsbudgettet. Det er EU's stats- og regeringschefer, som skal træffe beslutningen om EU's overordnede finansielle rammer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kommissionens meddelelse kan findes her.