33-årige Marie Louise Hørup Hansen er en af de 14 nye professionsbachelorer i jordbrugsvirksomhed med speciale i husdyrbiologi, som den 24. januar dimitterede fra Erhvervsakademi Aarhus.

- Det har været hårdt i perioder, og man skal virkelig hænge i med studierne. Derfor er det også skønt at være færdig, siger Marie Louise Hørup Hansen i en meddelelse fra Erhvervsakademi Aarhus. Hun fik et 10-tal for sit afsluttende bachelorprojekt, om hvordan man sikrer kviens vækst gennem fravænning og frem til insemination.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Marie Louise Hørup Hansen har fået TBA-ansættelse som kvægfaglig underviser på Agroskolen Hammerum. Ved siden af skal hun stå for en erfagruppe om kalve og opdræt for sit tidligere praktiksted, kvægrådgivningsvirksomheden Danace.

- Jeg tog uddannelsen for at komme foran i jobkøen, og det er også sket. Før blev jeg slet ikke taget til samtale. Det gør jeg nu. Jeg tror, at den ekstra teori og salgsfagene gør mig eftertragtet, siger hun.

Klædt på til opgaven

Også 24-årige Rasmus Saugmann Pedersen har været tilfreds med forløbet og det faglige niveau i den nye uddannelse. Især fag som projektledelse, jura, salg og husdyrernæringsforståelse har været nyttige, mener han.

 - Jeg føler, at uddannelsen har klædt mig godt på til en fremtidig karriere i erhvervslivet. Lige fra dag ét er vi blevet kastet ud i faget og har skullet stå på egne ben, siger han og peger på praktikforløbet som et plus. Seks måneder tilbragte han hos GTS-instituttet AgroTech A/S i Skejby, der forsker og sælger viden om jordbrugs- og fødevareinnovation til virksomheder.

- Her arbejdede jeg med et projekt, der handlede om, hvordan man kan producere bæredygtigt oksekød i Danmark. Samme emne behandlede jeg i mit bachelorprojekt. Undervejs sparrede jeg med virksomheden. Det har været godt at opleve, hvordan man kan koble teori og praksis, siger Rasmus Saugmann Pedersen, der har en baggrund som faglært landmand og jordbrugsteknolog. Han ønsker at arbejde som rådgiver eller salgskonsulent i fødevarebranchen indenfor kød- og mælkeproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Teoretisk tyngde

Fem af de 14 dimittender er danske, mens ni har udenlandsk baggrund. Alle eleverne har fordelt sig inden for studieretningerne miljø og husdyrbiologi.

- Nogle af de studerende får job allerede under praktikken. Erhvervet efterspørger kandidater med en større teoretisk tyngde, der kan tænke i strategi og forretningsudvikling. Jeg er glad for, at vi med denne nye uddannelse kan opfylde erhvervets ønsker, siger uddannelseschef Lars Villemoes, Erhvervsakademi Aarhus.