Umiddelbart lyder kartoffelskræller og gammelt rugbrød som mindre delikate delikatesser, men for soldaterfluelarver er det ingredienser i et festmåltid. Ved indtag af skrællerne og brødet bliver larverne til en god kilde til protein i dyrefoder, viser et forsøg, som Miljøstyrelsen fortæller om i en pressemeddelelse.

Det seneste års tid har et projekt støttet af Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrations Program (MUDP) undersøgt, om insekter kan omsætte bioaffald til minkfoder. Resultaterne er så lovende, at forskere i projektet de kommende år skal undersøge insekterne nærmere. Målet er at finde ud af, hvor meget nytte insekterne kan få ud af danskernes organiske husholdningsaffald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er godt for miljøet, hvis vi bliver bedre til at udnytte ressourcerne på en fornuftig måde. Projektet viser, at man kan oparbejde organisk affald, så det for eksempel kan anvendes som foder i minkopdræt. Her kan det blive et nyt konkurrencedygtigt foderemne og eventuelt erstatte noget af det traditionelle foder, som kan benyttes til andre formål, siger Lars-Henrik Lau Heckmann fra Teknologisk Institut, der har foretaget pilot-produktionen af larverne sammen med MD ApS i Hjørring.

Bonus: Larver kan sortere affald

Soldaterfluelarverne, der kan blive op til 0,2 gram tunge, blev opdrættet i forsøgsskala i store produktionskasser, hvor der blev tilsat passende mængder af husholdningsaffald. Produktionsforsøgene foregik i et aflukket og kontrolleret laboratorie for at skabe det rigtige miljø og for at sikre, at insekterne ikke slipper ud i den danske natur, hvor den ikke er hjemmehørende. Soldaterfluelarverne viste sig at være særdeles effektive til at omsætte bioaffaldet og kunne derefter laves til foder, som blev udfodret til mink. I løbet af lidt over et år omdannede larverne 1.400 kilo biomasse til cirka 300 kilo insektbiomasse og 200 kilo insektgødning. Produktionen gav nemlig også et biprodukt i form af larvernes afføring, som har en struktur, der ligner kompostmuld. Det kan sandsynligvis bruges som gødning eller i biogasproduktion.

Som en bonus viste forsøgene, at soldaterfluelarverne faktisk kan hjælpe med at sortere affald. Larverne spiste ikke de rester af emballage, som ved en fejl havner i bioskraldespanden, og de materialer kan nemmere sorteres fra, når det biologiske materiale er omsat.

Teknologisk Institut fik i øvrigt tilladelse til projektet fra Fødevarestyrelsen. EU-regler siger nemlig, at opdrættede dyr ikke må fodres med køkken- og madaffald, og insektproduktion kategoriseres som dyreopdræt.