Kjartan Poulsen og Henrik Mortensen, formænd for henholdsvis Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter og Danske Svineproducenter, retter en hård kritik mod de danske andelsselskaber i landbruget.
Andelsselskaberne er blevet så store, at de ikke længere tænker på bundlinjen hos landmændene men hos andelsselskaberne, lyder kritikken. Den opfattelse har også bund i virkeligheden, hvis man spørger professor Egon Noe, der er centerleder ved Center for Landdistriktsforskning hos Syddansk Universitet:
- Da andelsselskaberne begyndte at blive internationale, skete der et stort skred i den forretningslogik, som andelsvirksomhederne har. Nu er andelsvirksomhederne begyndt at tænke i at akkumulere kapital for at kunne investere og udvikle aktiviteterne, præcis på samme måde som en ikke-andelsvirksomhed, siger han og fortsætter:
- Traditionelt har andelsvirksomhed været centraliseret om at afsætte de produkter, som landmænd producerer. Det er et legitimt argument, at når det går godt for andelsvirksomhederne, går det også godt for landmændene, men tit sker der det, at når man konkurrerer på verdensmarkedet, så flyttes fokus fra at forarbejde og sælge dine andelshaveres produkter for den bedste pris til at skaffe råvarerne så billigt som muligt. Andelsvirksomhederne begynder altså at tænke som en almindelig virksomhed, og så begynder virksomheden at agere ud fra sin egen interne økonomi frem for ud fra landmandens økonomi.
Det er netop det der ifølge Egon Noe er sket for flere af de store danske andelsselskaber.
- Jeg kan godt følge, hvis der er nogle landmænd, der oplever en frustration. Det er vigtigt, at man forholder sig til den udfordring der er, når andelsselskaberne ændrer fokus og forretningslogik, siger han.
Hvem tager udsvingene
Når landmændene leverer til et andelsselskab, der konkurrerer på verdensmarkedet, vil der naturligt komme nogle udsving i afregningsprisen. Spørgsmålet er så, hvem der hænger på disse udsving - andelsselskabet eller landmanden.
- Faren er den, at det bliver landmændene - og ikke andelsvirksomhederne - der må tage de udsving, der kommer i prisen, når man konkurrerer på verdensmarkedet. Det er tankevækkende, at eksempelvis kyllingeproducenter oplever mere stabile priser, når de leverer til ikke andels-virksomheder, end til andelsvirksomheder, selvom stabile priser burde være i andelsvirksomhedernes interesse, siger Egon Noe og fortsætter:
- Når en landmand leverer til et andelsselskab, mister han også muligheden for selv at påvirke prisen. Det vil sige, at udgifterne er det eneste, han kan skrue på, for at optimere sin egen virksomhed. Når afregningsprisen så bliver presset, og udsvinget lander hos landmanden, er det er ræs hele tiden at tilpasse udgifterne. Samtidig fjerner man muligheden for at producere varer i højere kvalitet eller med en særlig historie, når man leverer til de store andelsselskaber, for det er deres setup slet ikke gearet til.
Standardvarer
Når andelsselskabernes setup ikke passer til niche-produkter, skyldes det ifølge Egon Noe, at de store andelsselskaber grundet konkurrencen på verdensmarkedet arbejder med bulk-varer, der er udskiftelige.
- Råvarerne bliver gjort til standardvarer, og differentieringen sker først i forarbejdningsleddet. I sidste ende er der ikke ret mange, der vinder på det. Når det er standardråvarer, kan de hele tiden udskiftes, og derfor er standardråvarerne udsat for et prispres, siger Egon Noe.
Professoren tvivler på, hvordan fremtiden ser ud for danske landbrugsprodukter, hvis andelsselskaberne forsætter med et fokus på bulk-varer.
- Hvis vi kigger på de andre industrielle områder, vi har haft i Danmark, hvor der blev produceret bulk-varer, så er de alle flyttet væk, siger han.
Andel 2.0
Hvis dansk landbrug skal være rentabelt i fremtiden, mener Egon Noe dog ikke, at vi blot skal lade andelstanken høre fortiden til.
- Andelsorganisering er en stærk måde at organisere en virksomhed på, og man taler om en version 2.0, hvor man begynder at genopfinde nye former for andelstankegang. De store organisationer bliver udfordrede til at gentænke, hvordan de organiserer og håndterer det dilemma, der er mellem landmændenes og andelsselskabets interesser, siger han.
Professoren nævner Thise Mejeri og Naturmælk som eksempler på hvordan andelsvirksomhederne kan gentænkes.
- Min påstand er, at hvis man laver et system, der er forankret helt ude i primærproduktionen, så er det en fordel for de fleste. Der er nogle mindre mejerier, der gør det, hvor der er en kobling helt tilbage til landmanden. De arbejder med produktdifferentiering, og de har udviklet deres produktionsapparat, så de kan håndtere det. Samtidig har de også dannet nogle relationer til detailkæderne, så deres varer ikke bare kan udskiftes, fordi der er knyttet en historie til varerne.
