Efter en periode på syv år som formand for Tolvmandssektionen og siden Sektionen for Større Jordbrug, vurderer Frederik Lüttichau, at tiden nu er kommet til, at han skal dedikere sin tid anderledes.

- I den kommende tid har jeg øget behov for at fokusere på mit landbrug, og samtidig har jeg andet bestyrelsesarbejde, som kræver mere af min tid. Det er baggrunden for at jeg har valgt give formandsskabsstafetten videre til nye kræfter. I øvrigt fortsætter jeg i Udvalget for at støtte formanden frem til årsmødet, siger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han glæder mig over at overdrage formandskabet i Større Jordbrug på et tidspunkt, hvor Sektionen har godt fat i sine hovedfokuspunkter og har en stærk strategi for arbejdet med sine mærkesager, som naturpolitik, capping af EU-midler, bo- og gaveafgift, omlægning af pesticidreguleringen, afskaffelse af jordskatter og udsætning af vildt.

- Alt sammen, så vi kan styrke et frit og liberalt landbrugserhverv på en miljømæssigt bæredygtig måde, siger han.

Målrettet regulering

- En af de aktuelle ting, som vi har arbejdet rigtig meget med de sidste måneder, er den målrettede kvælstofregulering. Hvor vi nu præsenterer eksempler på, hvordan balanceregnskaber som en alternativ reguleringsform kan udformes. På den måde gøres landmanden direkte ansvarlig for kvælstofudnyttelsen i marken, siger Frederik Lüttichau.

Det har være vigtigt for ham at følge dette arbejde til dørs.

- Nu står vi i Udvalget klar med en vision og kan tilmed præsentere redskaberne til at realisere dette. Og nu er tiden til, at andre skal stå ved roret i vores sektion, og i Udvalget har vi heldigvis kompetente kræfter. Generelt har vi en stærk bestyrelse og jeg føler mig sikker på, at vi står rigtig godt rustet for en stærk sektion i fremtiden, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny formand

Frederik Lüttichau er meget tilfreds med, at Udvalget har valgt næstformand Christina Ahlefeldt-Laurvig til hans afløser som formand.

- Jeg er meget tryg ved at overlade posten til hende. Christina har både stor og relevant erfaring med bestyrelsesarbejde i Patriotisk Selskab og Landøkonomisk Selskab, men har også gennem mere end et årti varetaget landbrugets interesser som rådgiver og advokat. Det sidste år har hun varetaget Større Jordbrugs interesser i Planteproduktion i L&F. Samtidig blev Christina i november sidste år valgt ind i Primærbestyrelsen i L&F på et fritvalgsmandat. Jeg er sikker på, at vi i Sektionen for Større Jordbrug får en fremragende formand i Christina, som vil markere vores synspunkter markant og ordentligt og søge indflydelse på konstruktiv vis, siger Frederik Lüttichau.