Formandsdyst i Videbæk

Landbrugstoppen duellerer i Videbæk 30. oktober. To bejler om de midt- og vestjyske landmandsstemmer.

Claus Worup  22.10.12 | 12:08

I det ene ringhjørne står Henrik Frandsen, viceformand i landbrugets brancheorganisation, Landbrug og Fødevarer. Og i det andet står midtjyden og venstrepolitikeren, Martin Merrild fra Struer og forsvarer sit eget kandidatur til formandsposten i Landbrug og Fødevarer.

Det bliver situationen 30. oktober under formandsdysten i Videbæk, når de to skal bejle om de midt- og vestjyske landmandsstemmer. Formandsdysten, der foregår i Videbæk Idræts- og Fritidscenter, er arrangeret af Vestjysk Landboforening.

Og den nye chef i traktorsædet skal have køligt overblik og en fast hånd, hvis han skal kunne skabe ro i styrehuset, mener lokalformand Søren Christensen fra Vestjysk Landboforening.

- Det er tvingende nødvendigt, at vores nye formand kan skabe nødvendig ro omkring vores erhverv og få medlemmerne i primærbestyrelsen til at bakke op om de beslutninger, der træffes, pointerer Søren Christensen på landboforeningens hjemmeside.

Han opfordrer de vestjyske landmandskolleger til at møde talstærkt op til formandsduellen i Videbæk.

- Folk skal møde op og få stillet de spørgsmål, de brænder inde med. Det er et helt unikt forum for medlemmerne at komme og diskutere landbrugspolitik helt nede på gulvet med et bredt udvalg af den kommende formandstop, siger Søren Christensen

Det er de samlede landboorganisationer i det gamle Ringkøbing Amt, Landboforeningerne MidtVest, der har trukket en af de fem formandsdueller til landsdelen.

Også viceformandskandidaterne Lars Hvidtfeldt, Niels Rasmussen og Niels Vestergaard Salling deltager.

Aftenens ordstyrer er Anders Søgaard, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer. Valg af ny formand for erhvervsorganisationens primærbestyrelse sker på delegeretmøde den 7.-8. november i Herning.

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.