Grundet "længere tids problemer med helbredet" tager Bjarne Larsen, Hejnsvig, fra dags dato orlov fra de poster, han bestrider inden for landbruget. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Jysk Landbrug.

- Vi er glædeligvis i den situation, at vi har unge mennesker i vores organisation, som er klar til at aflaste mig, siger Bjarne Larsen selv i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formandsposten og de hverv, der følger med denne post, overtages af 1. næstformand H.C. Gæmelke, Vejen, indtil Bjarne Larsen igen er tilbage. H.C. Gæmelke vil sammen med Tage Schmidt, Filskov, udgøre formandskabet.

Suppleant overtager i L&F

Bjarne Larsen, som også er valgt til primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, erstattes på denne post af Søren Søndergaard, Randbøl, der er valgt som suppleant for Bjarne Larsen.

- Da delegeretmødet er nært forestående, og jeg ikke forventer at kunne yde 100 procent før en tid derefter, har jeg besluttet, at jeg ikke er kandidat til en af pladserne i primærbestyrelsen, oplyser Bjarne Larsen.

- Jeg er naturligvis ked af at måtte frasige mig mine tillidserhverv i landbruget, men jeg har behov for at passe bedre på mig selv den kommende tid, slutter han.