Det kan meget snart være slut med at bruge glyphosat inden høst i konsumafgrøder - altså afgrøder der skal bruges til mennesker såsom eksempelvis maltbyg, brødkorn og havre til havregryn. Ved høsten 2017 var der flere grovvareselskaber, der stillede krav om glyphosatfrit maltbyg, men nu er der altså et lovkrav på vej.

I april 2017 blev der indgået en politisk aftale om en ny pesticidstrategi for perioden fra 2017 til 2021. I pesticidstrategien fremgår det, at man fra politisk side ønsker et forbud mod anvendelse af glyphosat før høst til konsumafgrøder.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ved den netop overståede Plantekongres løftede Lea Frimann Hansen, der er kontorchef i Miljøstyrelsen, sløret for hvor langt Miljøstyrelsen var med arbejdet på den kommende lovgivning. Hun fortalte, at man i øjeblikket arbejder på bekendtgørelsen, som skal sendes i høring til relevante organisationer som eksempelvis Landbrug & Fødevarer. Hun nævnte ligeledes, at bekendtgørelsen snart er klar til at blive sendt i høring, og at loven kan være vedtaget inden høsten 2018.