De danske forbrugere er generelt tilfredse med kvaliteten af de fødevarer, som de har mulighed for at købe i de danske dagligvarebutikker, og gennem de seneste år er tilfredsheden steget. Det er et af resultaterne i den nye DCA-rapport "Kvalitetsindeks 2017", som er udarbejdet af forskere fra MAPP Centret ved Aarhus Universitet.

Forskere fra Aarhus Universitet udviklede i 2014 et såkaldt kvalitetsindeks, som bruges til at måle, hvad der påvirker de danske forbrugeres kvalitetsopfattelser inden for fødevarer, og hvordan disse opfattelser ændrer sig over tid. Undersøgelsen består af et omfattende spørgeskema, som et repræsentativt udsnit af de danskere, der deltager i fødevareindkøb og madlavning, har svaret på. Det første Kvalitetsindeks udkom i 2014, og med det seneste kvalitetsindeks fra 2017 tegner sig nu visse mønstre i udviklingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan se, at forbrugerne er blevet mere tilfredse, når vi spørger dem om, hvordan de ser på kvaliteten af de fødevarer, som man kan få i butikkerne. Det er et udtryk for, at detailhandlen bredt set udbyder flere kvalitetsfødevarer. For eksempel har discountbutikker fået mere fokus på økologi, som de kvalitetsbevidste forbrugere efterspørger, siger Tino Bech-Larsen, som er lektor på MAPP Centret ved Aarhus Universitet og en af forfatterne bag rapporten "Kvalitetsindeks 2017".

Miljø- og Fødevareministeriet har bestilt rapporten med baggrund i et ønske om at fremme og følge danskernes interesse for kvalitetsfødevarer. Rapporten er udgivet af DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, og er bestilt som en del af Aarhus Universitets aftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening.

Kvinder vil betale mere

Den vigtigste kvalitetsindikator for forbrugerne er, at varen er dansk. Kvinder er villige til at betale 21 procent mere for danske varer end for udenlandske, mens tallet for mændene er 15 procent.

- Generelt er kvinderne mere tilbøjelige til at betale ekstra for god kvalitet. Det gælder især, når det drejer sig om sundt næringsindhold, varer uden tilsætningsstoffer og danske varer. Mændene er dog mere villige end kvinderne til at betale ekstra for god smag, siger Tino Bech-Larsen.