For det danske landbrug er det af afgørende betydning, at dansk tilslutning til EU's bankunion ikke får negativ indflydelse på fremtidens danske realkreditsystem.

Der har fra visse kredse i EU under krisen været gjort forsøg på at skabe en situation, hvor det blev mere attraktivt at købe eksempelvis græske statsobligationer end danske realkreditobligationer, men indtil videre har det danske system klaret presset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vismænd har gjort udtrykkelig opmærksom på, at det bør være en forudsætning for dansk tilslutning til bankunionen, at realkreditsystemet ikke bringes i fare.

Grundlovens § 42 stk. 1

Der har inden valget vist sig et klart flertal i Folketinget for dansk tilslutning til bankunionen, og det skal ske uden folkeafstemning.

Men noget tyder på, at bankunionstilhængerne har "glemt at tage misteltenen i ed". "Misteltenen" er i denne forbindelse Grundlovens § 42 stk. 1:

- Når et lovforslag er vedtaget af Folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer?

Entydigt JA

Det betyder i praksis, at ønsker mindst 60 medlemmer af Folketinget en folkeafstemning om bankunionen, vil der skulle holdes en sådan afstemning - trods det store politiske flertals ønsker om at undgå det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinbladet har spurgt Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der alle er modstandere af dansk tilslutning til bankunionen, om de er parate til at bruge deres mandater efter valget til at forlange folkeafstemning, hvis det er muligt, og svaret er entydigt fra alle tre partier - JA!

De fleste meningsmålinger tildeler de tre partier over 60 mandater til sammen, og dermed tyder meget på, at "de gamle partier" kan skyde en hvid pil efter at undgå at spørge danskerne, om de vil være med i EU's bankunion.

En folkeafstemning med stor chance/risiko - alt efter temperament - for, at det bliver et "nej tak".