Vores hang til kød og andre proteinkrævende fødevarer har store effekter på det globale miljø, og det er en af hovedårsagerne til, at næsten halvdelen - 45 procent - af en danskers samlede miljøaftryk på verden kommer fra vores forbrug af mad og drikke.

Nummer to er vores bolig med energi, vedligehold og boligudstyr, der står for 21 procent af aftrykket. Transport og rejser kommer ind på tredjepladsen med 15 procent, og på fjerdepladsen ligger serviceydelser som restauranter, oplevelser og forsikringer, der udgør 11 procent af aftrykket. Det skriver Ing.dk.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det fremgår af en rapport fra Miljøstyrelsen, hvor rådgivningsvirksomheden Niras for første gang har opgjort danskernes miljøaftryk på en ny måde i forbindelse med Miljøstyrelsens rapport om effekterne af en række miljøråd.

Niras' nye opgørelse dækker blandt andet over drivhuseffekt, naturbeslaglæggelse, næringssaltbelastning, fotokemisk ozondannelse, partikelforurening og forsuring samt sundhedseffekterne heraf.