Som en del andre af deres kolleger har folkene bag FMR Maskiner på Falster gjort sig nogle grundige overvejelser omkring fremtiden. Skal forretningen bygges op omkring et traktorbrand, omkring en speciel niche eller noget helt tredje? Hos FMR Maskiner er svaret, at fremtiden skal bygges op omkring god service og salg af få eksklusive brands i lokalområdet kombineret med direkte salg i hele Danmark af nogle importerede specialprodukter. Køb og salg af brugte traktorer vil også fylde en del, og så har de innovative ejere også involveret sig i salget af de dansk udviklede markrobotter i samarbejde med Agrointelli.

Deutz-Fahr glider ud

Som en konsekvens af den nye strategi glider Deutz-Fahr ud af programmet hos FMR Maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er nogle fantastisk dejlige traktorer, og vi har slidt for at salget op på et højt niveau, men der er ikke plads til at opnå et tilstrækkeligt højt salg i vores område. Vi er for mange om at sælge for få traktorer, så nu retter vi vores energi mod andre produkter og strategiske mål., fortæller Henrik Rasmussen, der sammen med Anders Højte driver FMR Maskiner.

Maskinforretningen har været Deutz-Fahr forhandler siden 2012 og har da også solgt en del Deutz-Fahr siden da, men ikke i et omfang, der afspejler indsatsen, mener maskinhandleren. På spørgsmålet om hvorfor det er FMR Maskiner, der opsiger sin forhandling, og ikke importøren, der opsiger forhandleren, er svaret:

- Vi kan ikke lide at gøre noget halvt her i forretningen, så derfor stopper vi, og så er det bedst at spille med åbne kort overfor vores kunder og HCP, som importerer Deutz-Fahr.

Han understreger, at FMR Maskiner selvfølgelig fortsætter med at servicere kundernes traktorer, og at der er styr på forsyningen af originale slid- og reservedele.

Satser på egne importer

FMR Maskiner går ikke umiddelbart på jagt efter et andet traktormærke. I henhold til de strategiske overvejelser vil man i stedet flytte mere energi over på salget af egne importer i hele Danmark, skærpe fokus på forretningens agenturer i nærområdet og så dyrke salget af nyere brugte traktorer noget mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har gennem alle årene solgt mange brugte John Deere traktorer, og efterhånden er der kommet flere farver på udbudslisterne. Det forretningsområde vil vi dyrke noget mere, oplyser Henrik Rasmussen og Anders Højte, som i modsætning til mange af deres kolleger godt kan lide at arbejde med brugte traktorer.

Blandt egne importer er FMR Maskiner nok mest kendt for de selvkørende roeoptagere fra Holmer, men efter at Anders Højte kom med i firmaet, er der også kommet godt gang salgsarbejdet med avancerede skæreborde fra Geringhoff og såmaskiner til Strip-Till og No-Till dyrkningssystemer. Her hedder mærkerne Muzuri og SLY.

- De to produktgrupper er meget oppe i tiden, fortæller Anders Højte.

- Planteavlsspecialisterne efterspørger avancerede specialskæreborde, og interessen for majsskæreborde er stærkt stigende. På det område er Geringhoff markedsledende.

Samtidigt tror vi, at reduceret jordbehandling vil blive mere og mere almindeligt. Til den gruppe kunder har vi et komplet program i såmaskiner og kan ydermere rådgive kunderne ned i detaljen om deres anvendelse, for jeg har selv flere års praktisk erfaring med dyrkningsteknikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser med andre ord fortrøstningsfuldt på fremtiden uden et profil-traktormærke i butikken.

På listen over agenturer satser FMR Maskiner på få, men stærke brands. Man har de seneste par år fået opbygget et godt salg af Bobcat og ser store muligheder for at udvikle den forretning, men på nuværende tidspunkt fylder Lemken helt klart mest.

- Vi har gennem mange år solgt Lemken til områdets landmænd, og det arbejde intensiverer vi, for de blå redskaber skuffer aldrig - hverken hos os eller ude ved kunderne. Kvalitet, effektivitet og optimal totaløkonomi går aldrig af mode, slutter Henrik Rasmussen.