CN Maskinfabrik har efterhånden leveret adskillige pillefyrede varmluftskedler til korntørring. De er leveret efter princippet "Plug and Heat" med varmluftskedel, pille/brændselscontainer, stoker og styring bygget ind i en container - eneste eksterne installation er et strømkabel. Netop nu tages fabrikkens hidtil største anlæg på imponerende 240 kW i anvendelse.

Lars Bracht, der som produktionsleder og ekspert i fyringsanlæg hos CN Maskinfabrik har haft ansvaret for det nye systems design og opbygning, frygter ikke kombinationen af flis og stoker:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har mange års erfaring i at fyre med flis og med vores eget system, hvor en tallerkenudmader med fjedre anvendes inden stokeren, har vi ikke problemer med, at flisen bygger bro i påslaget eller sætter stokeren fast. Flisen til de italienske varmluftskedler skal dog være af en ensartet kvalitet med maksimum 30 millimeter af hensyn til selve varmluftskedlen.

Fra ide til realiseret projekt

Anlægget skal levere varm luft hos Gdr. Jens Hjort Jensen fra Trustrup. Han så kedlerne hos CN Maskinfabrik til en temadag om energi for et år siden og har siden arbejdet videre på ideen.

- Vi har regnet på og diskuteret projektet nogle gange undervejs, men vi har hidtil brugt 15 til 20 ton olie om året til vores korntørring og vores hø-tørreri, så det er et område, hvor vi virkeligt skal optimere. Resultatet af alle overvejelserne blev altså en investering i anlægget fra CN Maskinfabrik, fortæller Jens Hjort Jensen.

De fleste anlæg har indtil nu kørt med træpiller som energikilde, men for Jens Hjort Jensen er det vigtigt, at der kan fyres med flis.

- Vi har selv noget skov og en del levende hegn vi løbende plejer så derfor er flis den helt rigtige løsning for os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller også, at man i løbet af anlæggets første måneds drift ikke har oplevet problemer med hverken stokeren, varmluftskedlen eller styringen.

- Eneste problem er det lunefulde høstvejr, men det kan vi ikke ændre på, kun omkostningerne til tørring.

Selv samme tørreomkostninger med det flisfyrede varmluftsanlæg har han beregnet til 1/3 af prisen i forhold til tørring med olie som energikilde, selv når den interne produktionspris på flisen er taget i betragtning.

Plug & Heat

Det nye stokerfyrede varmluftsanlæg er bygget ind i en 20 fod container og er specielt både på grund af sin størrelse, sin styring og også ved at anlæggets energikilde er flis, som ellers regnes for at være svært at håndtere. Den udfordring har CN Maskinfabrik løst ved at anvende deres eget velafprøvede system til at made flisen fra et påslag på 6 m³ med skrå bund og videre til et flismagasin, hvor der sidder en tallerken-udmader med fjederarme, som sørger for at stokersneglen får jævn flistilførsel. Påslaget er monteret øverst på containeren, så det er nemt at læsse flisen med en almindelig landbrugstraktor med frontlæsser eller andre almindelige læssemaskiner. Påslaget er udstyret med en presning, som nemt kan rulles af eller på, så eventuelt regn ikke ødelægger flisens brændværdi.

Selve varmluftskedlen er italiensk, men styringen er CN-Stokers egen, for den er ifølge Lars Bracht mere avanceret og tilpasset danske miljønormer. Dels sørger en lambdasonde i skorstenen for at måle iltindholdet i røggasserne, hvorefter ilttilførslen i kedlen reguleres, så forbrændingen bliver optimal og forureningen minimal. Dels giver styringen mulighed for at arbejde med moduleret afbrænding. Det betyder ikke så meget i de store kornsiloer, for der skal der næsten altid bare blæses mest mulig varm luft frem, men hvis der for eksempel skal tørres frø eller opvarmes kyllingehuse, er det vigtigt, at anlægget også kan køre med lavere og jævne temperaturer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Muligheden for temperaturregulering er også vigtig for Jens Hjort Jensen, der som en nicheproduktion tørrer hø og sælger det til hestefolk. Høtørreriet tager 12 bigballer á cirka 400 kg pr. tørrecyklus, og når der er tilført varmt luft fire til fem timer (alt afhængig af høets fugtighed ved bjærgningen), er det lækreste, velduftende og lagersikre hø klar til levering. Hvis man anvender de rigtige græssorter, kan der ovenikøbet produceres tørt hø med grøn farve!

Tilskud til procesvarme og salg af CO?-kvote

De effektive varmluftskedler er økonomiske i drift og kan under almindelige omstændigheder tjene sig selv hjem uden tilskudsordninger, men der er flere kunder, som ved hjælp af deres energikonsulent har fået tilskud til omlægning af procesvarme fra fossilt brændstof til vedvarende energikilder som for eksempel træflis og -piller. Endelig giver salget af CO?-kvote også i langt de fleste tilfælde en indtægt/besparelse i forbindelse med investeringen.

- Vores kunder fortæller samstemmende om meget korte betalingstider og problemfri drift, så vi tror på fortsat succes med produktet, fortæller en tilfreds Lars Bracht, der håber på, at kunderne vil bestille deres anlæg i god tid inden høsten 2017