De seneste15 år har der, bortset fra enkeltstående projekter, ikke været fokus på det kemiske arbejdsmiljø i Danmark.

Det skriver magasinet arbejdsmiljø, som udkommer tirsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksempelvis ophørte man omkring årtusindskiftet med systematisk at måle, hvor meget kemi medarbejderne på de danske arbejdspladser bliver udsat for.

- Der har i visse kredse eksisteret en forestilling om, at kemisk og industriel fremstilling i Danmark var under udfasning og hørte fortiden til. Men det er ikke tilfældet, og vi er alle daglige brugere af kemi, siger Keld Alstrup Jensen, professor i kemisk arbejdsmiljø på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) til Magasinet Arbejdsmiljø.

Sammen med Ulla Vogel, der er professor i toksikologi og leder af Dansk Center for Nanosikkerhed på NFA, peger Keld Alstrup Jensen på, at der er behov for øget fokus på det kemiske arbejdsmiljø. Danskerne arbejder stadig med kemiske stoffer og materialer på jobbet, som kan påvirke helbredet, hvis vi ikke er opmærksomme på, hvordan de bliver håndteret.

Mindst 150.000 medarbejdere i brancherne "Landbrug", "Bygge- og anlæg" og "Fremstilling og råstof" er ofte udsat for kemi i arbejdsmiljøet, viser en undersøgelse, som er gennemført af konsulentfirmaet Mærsk Nielsen HR, for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Det sker for eksempel, når de producerer eller blander kemiske stoffer op eller arbejder i nærheden af svejsning eller udstødning fra transportmidler.

Mere end hver fjerde virksomhed i brancherne siger, at de har medarbejdere, der jævnligt er udsat for kemi fra faremærkede stoffer (27 procent), og hver femte har medarbejdere, som jævnligt er udsat for opløsningsmiddeldampe (20 procent).

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan se, at medarbejdere på de danske arbejdspladser stadig bliver udsat for en række kemiske stoffer. Det er både partikler, opløsningsmidler og faremærkede stoffer. Noget tyder også på, at det er relativt komplekse eksponeringer ? det vil sige, at medarbejderne bliver udsat for flere stoffer på samme tid. Det er en reel udfordring, og der skal virkelig nogen omhu og opmærksomhed til for at beskytte sig, siger Ulla Vogel.

Behov for målinger

Ifølge Ulla Vogel og Keld Alstrup Jensen er der et stort behov for øget fokus på kemiområdet. Blandt andet vil man kunne vinde meget ved at genindføre systematiske målinger af, hvilken og hvor meget kemi der er på arbejdspladserne.

Med systematiske målinger vil man kunne få reel viden om, hvilke kemiske stoffer medarbejdere er udsat for, i hvor store mængder og under hvilke forhold de bliver udsat. Det er information, som er svær at indsamle via spørgeskemaer.

- Det er snart 20 år siden, at man systematisk målte udsættelse for kemi ude på arbejdspladserne. Systematiske målinger vil give meget mere sikker viden om, hvilke kemikalier folk bliver udsat for. Det kan muligvis også motivere de enkelte virksomheder til at få sænket niveauerne af kemiske eksponeringer. Der blev eksempelvis for nyligt gennemført et studie, hvor man målte støvniveauer hos landmænd - og alene det at få at vide ? hvad ens egen eksponering var - førte til, at mange landmænd fik reduceret støvniveauerne, siger Ulla Vogel til Magasinet Arbejdsmiljø.