Maskinbladet, Italien.

Der hersker ingen tvivl om, at høsten har drillet for langt de fleste i landbruget i Danmark i 2011. Om det netop er derfor, Krone nu skruer op for kapaciteten på koncernens storballepressere, skal være usagt. Men ikke desto mindre er det tilfældet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krone lancerer fra 2012 nye HighSpeed-udgaver af både de mindste pressere, der laver baller med dimensionerne 80x90, og op til den største model, der leverer baller i 120x130 centimeter.

Presserne vises første gang på Agritechnica til november.

Fælles for alle HS-modellerne er, at kapaciteten er skruet i vejret med 18 procent, lyder påstanden fra Krone.

- Ved at øge antallet af stempelslag pr. minut stiger kapaciteten i ballekammeret. Men vi skal selvfølgelig også kunne få mere halm fra jorden og ind i kammeret. Derfor har vi forøget størrelsen på forkammeret med 18 procent. De to ting giver sammenlagt en større kapacitet uden at give en dårligere densitet i ballen, forklarer Klaus Martensen, der er leder af udviklingsafdelingen hos Krone.

Han understreger dog, at det altid vil være chaufførens kørsel, der påvirker balancen mellem hastighed og densiteten i ballen.

- Men jeg mener, vi kan køre op mod 20 procent stærkere med den nye presser, uden at det går ud over densiteten i ballen, slår Klaus Martensen fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som følge af den højere kapacitet er der en række forstærkninger flere steder på de pressere, der kommer i HS-udgaver - blandt andet på gearkassen, der er dimensioneret 50 procent større end på de normale BigPack-pressere. Bindeapparaterne er også forstærket, og det samme gælder hele chassiset, som bærer presseren.

800 eller 1.000 omdrejninger i minuttet

På BigPack HighSpeed 1270- og 1290-modellerne er antallet af stempelslag øget fra 38 til 45 slag i minuttet. Også den mindre BigPack HighSpeed 890 har skruet takten op til 49 stempelslag. Det samme gælder BigPack 1290, der i den nye HighSpeed-udgave tager navneforandring til BigPack HighSpeed 4x4.

Men det er faktisk muligt at køre med presserne ved reducerede pto-omdrejninger. Således kan chaufføren køre med blot 800 omdrejninger i minuttet på pto-akslen ved lette opgaver. På BigPack 1270 og 1290 giver det 36 stempelslag i minuttet i stedet for de 49 slag ved 1.000 omdrejninger i minuttet.

- På den måde kan man reducere brændstofforbruget, hvis man ønsker det ved lette opgaver, fremhæver Klaus Martensen.

De nye HighSpeed-pressere er Isobus-kompatible og kan udstyres med en ny CCI-terminal, som Krone har udviklet i fællesskab med en række andre producenter af maskiner til landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herfra styres alle funktioner på presseren, og man kan sågar indstille, om oppakkeren skal køre automatisk eller om den skal pakke op et antal gange i forhold til antal stempelslag.

1.150 hestekræfter uden svinghjul

De opgraderede pressere kræver mere effekt for at udnytte kapaciteten fuldt ud. Men det er ikke noget, der generer Krone. Tværtimod:

- HighSpeed-modellerne kan ganske rigtigt sluge flere hestekræfter. Men det er også ideen. Nye traktorer, som lanceres i dag, vokser stort set hele tiden effektmæssigt. Det betyder, at vi kan øge kapaciteten i presseren, uden at traktoren giver op. Det er nærmest en naturlig udvikling, at vi hæver kapaciteten i takt med, at traktorerne vokser, så presserne kan udnytte de store traktorer fuldt ud, mener Klaus Martensen.

Han påpeger dog stadig vigtigheden af at have et tungt svinghjul.

- Selvom traktorerne har flere hestekræfter, er svinghjulet på presserne stadig utroligt vigtigt. Svinghjulet på pressere fra Krone vejer alt efter model op til 600 kg, og jo tungere svinghjul, jo færre hestekræfter er der brug for. Hvis der ikke var noget svinghjul på eksempelvis Krone BigPack 1270 ville det kræve en traktor på 1.150 hestekræfter for at trække presseren under arbejde, pointerer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulempen ved et stort svinghjul er, at det kan være hårdt for traktoren at sætte presseren i gang med risiko for at skade pto-koblingen. Derfor tilbyder Krone et hydraulisk system, der trækker presseren op i omdrejninger, helt nøjagtig 200 omdrejninger i minuttet, inden chaufføren kobler pto-udtaget til.

HighSpeed-udgaverne af Krones pressere er tilgængelig både som normale BigPack-pressere og i HDP- og Multibale-udgaverne.

HDP-udgaven kan i forvejen presse mere i ballerne i forhold til en normal BigPack, mens Multibale er i stand til at lave små baller i én stor balle - en rigtig smart løsning til eksempelvis hestefolk.

- Systemet fungerer på den måde, at der bindes små baller/madpakker i de store baller med to af de i alt seks snore. Hvor store madpakkerne eller de små baller skal være, styrer chaufføren via terminalen.

- Til slut bindes den store balle med de fire resterende snore, forklarer Klaus Martensen, der uddyber, at det kun kan lade sig gøre, idet storballepressere fra Krone fås med dobbeltknude-systemet, hvor der både er undertråd og overtråd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionen af de opdaterede pressere starter næste år. I første omgang vil der blive produceret et begrænset antal, og senere vil produktionen stige, så halvdelen af den totale produktion vil være HS-pressere, mens den resterende halvdel forbliver på Krones normale BigPack og BigPack HDP (High Density Press).

På sigt vil hele produktionen gå over til HighSpeed-pressere.