Det økologiske oksekød er populært blandt forbrugerne, og derfor har Friland i den seneste tid hævet tillægget for økologisk oksekød med det formål at gøre det mere attraktivt at sende kreaturer til slagtning i løbet af foråret og sommeren.

- Overordnet er det rigtig positivt, at vi oplever så stor efterspørgsel efter økologisk kød, at vi i perioder har svært ved at levere de krævede mængder. Omvendt forventer kunder og forbrugere selvfølgelig, at vi er i stand til at levere den mængde kød, der efterspørges, og derfor arbejder vi på at gøre det mere attraktivt at sende dyr til slagtning også i de perioder, hvor de går ude. Det gør vi blandt andet ved at hæve tillægget i perioder, hvor vi mangler dyr, og det gør sig gældende nu, siger direktør i Friland A/S, Henrik Biilmann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udbuddet af økologisk oksekød er generelt langt højere i løbet af efteråret og vinteren, hvor dyrene opholder sig i stalden sammenlignet med sommermånederne, hvor dyrene går på græs.

Henrik Biilmann glæder sig generelt over, at efterspørgslen efter økologisk kød er stigende, både når det gælder oksekød og svinekød. Det gør det til en bedre forretning at være økologisk producent i Danmark, hvilket også kan ses af, at tillæggende for økologisk kød har været stigende gennem en længere periode, og nu er på et historisk højt niveau.