Hvad skal der til for at blive økolog? Det spørgsmål vil stadig flere landmænd gerne have et svar på.

Tal fra Seges viser, at antallet af omlægningstjek, der kan vurdere, om de kan lægge om til økologi er steget fra 418 bookede omlægningstjek i 2017 til 550 i 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De produktionsgrene, hvor interessen især har været stor i 2018 er blandt andet planteproduktion, kødkvæg og grøntsager, fortæller Jette Riis, specialkonsulent Seges Økologiinnovation.

- Det matcher med efterspørgslen fra forbrugerne. De køber i stigende grad økologiske grøntsager, så her er et marked for de danske økologer. Samtidig importerer vi stadigvæk en del udenlandsk økologisk korn, så her er der mulighed for at de danske økologer kan producere økologisk korn der kan erstatte det udenlandske korn, siger hun.

Ordning fortsætter

Pengene til de gratis omlægningstjek kommer fra Fonden for Økologisk Landbrug (FØL), der på baggrund af en ansøgning fra blandt andre Seges bevilger penge til omlægnings- og fastholdelsestjek, så konventionelle landmænd, der har lyst til at vide mere om økologi, kan få rådgivning. Økologiske landmænd kan også få kigget bedriften igennem. Det er så Seges, der administrerer og fordeler de gratis omlægningstjek til de økologirådgivere, der foretager tjekkene ude hos landmændene.

Det er lokale rådgivere, der kender landmændene og derfor ved, hvad der kan lade sig gøre på de enkelte bedrifter.

Da interessen for at få et omlægningstjek stadigvæk er stor, har Seges fået bevilling fra Fonden for Økologisk Landbrug til at kunne gennemføre omlægningstjek og fastholdelsestjek igen i 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De fastholdelsestjek, vi laver, retter sig især mod bedrifter, hvor der er udfordringer med afsætningen, nemlig fjerkræ og griseproducenterne. Her er det vigtigt, at landmændene får hjælp til at se, hvilke udviklingsmuligheder de har indenfor økologien. Desuden har vi fået bevilling til at udbyde ti informationsmøder, hvor SEGES i samarbejde med de lokale økologikontorer kan tilbyde kompetenceudvikling af især nyetablerede økologiske landmænd, siger Jette Riis.