Sundhedsminister Ellen Trane Nørby underskriver i dag på et møde i Seattle en aftale, der skal gøre Danmark til centrum for et stort nyt internationalt forsknings- og videnscenter om antibiotikaresistens.

Danmark tager nu et vigtigt skridt i det internationale samarbejde med at dæmme op for problemer med antibiotikaresistens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det international videns- og forskningscenter med den foreløbige titel The International Centre for Interdisciplinary Solutions on AMR bliver placeret i Danmark. Målet er, at centeret på sigt vil komme til at have mellem 400-500 hundrede ansatte i Danmark.

- Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod folkesundheden. Allerede i dag dør omkring 33.000 europæerne hvert år af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. På globalt plan anslår WHO en vækst til 10 millioner mennesker årligt i 2025 og dermed flere end der dør af cancer. Den udvikling skal vi have vendt gennem et internationalt samarbejde. Derfor er jeg meget glad for og stolt over, at Danmark nu bliver centrum for et stort nyt internationalt videns ? og forskningscenter, der skal arbejde med af finde de nye, konkrete løsninger, det på et område, hvor Danmark er et foregangsland, siger sundhedsmister Ellen Trane Nørby.

Topforskere til Danmark

- De resistente bakterier kender ikke grænser. Danmark er internationalt anerkendt for vores arbejde med antibiotikaresistens både hos mennesker og husdyr. Derfor vil det være godt med et nyt center i Danmark. Det giver os endnu bedre muligheder for i fremtiden at forblive førende på området i takt med, at topforskere kommer til Danmark for at arbejde med den store udfordring, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Antibiotikaresistens er et enormt problem ikke mindst for udviklingslandene. Denne problematik vil være en vigtig del af det fremtidige centers aktiviteter, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

- Antibiotikaresistens er en kæmpe samfundsudfordring, der berører rigtig mange mennesker i hele verden. Derfor er det rigtig godt, at vi samarbejder på tværs af landegrænser om det her. I Danmark er vi allerede langt fremme inden for forskningen på området. Den viden skal vi dele og udvikle sammen med eksperter fra hele verden, så den gør en forskel for flest mulige, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gobal udfordring

Antibiotikaresistens AMR er en alvorlig global udfordring, som kan skabe betydelige udfordringer i sundhedsvæsenet, miljøet og fødevareerhvervet.

Der er stor forskel på omfanget af uhensigtsmæssig brug af antibiotika i forskellige dele af verden. I Danmark er antibiotika receptpligtig, og der har været tradition for at bruge smalspektret antibiotika. Både det samlede forbrug og forbruget af bredspektret antibiotika er dog også i Danmark steget betydeligt gennem de senere år.

I mange lande, særligt uden for Europa, kan man købe antibiotika uden recept, og dette medfører et meget stort forbrug af antibiotika. I disse lande er det almindeligt med bakterier, der er resistente over for både én og flere typer antibiotika, multiresistens. Efter udlandsrejser er der således risiko for, at man bringer resistente bakterier med tilbage til Danmark, hvor de måske kan sprede sig.