Danmark mod Madspild hedder et nyt partnerskab, som er blevet etableret med Salling Group i spidsen.

Parterne, som tæller flere af landets store fødevareleverandører og butikker, forpligter sig til at reducere deres madspild med 50 procent frem mod 2030, og så vil de lægge tallene frem og forpligte sig til at smide mindre mad ud. Det skriver Politiken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Madspild er en god forretning

Siden 2014 har Netto, Føtex og Bilka, der er enheder i Salling Group, lagt deres tal for madspild offentligt frem. Nu støder Unilever, Kohberg Bakery Group, Nestlé, Arla Foods, Naturmælk, Stryhns, Carletti, Peter Larsen Kaffe, HK Scan, Alfred Pedersen & Søn og Løgismose Meyers som partnere i projekt Danmark mod Madspild.

Per Bank, administrerende direktør i Salling Group, har dog en forventning om, at flere vil melde sig under madspilds-fanerne, når projektet får fodfæste.

- Det er heldigvis også en god forretning at reducere madspild. Det giver os flere penge på bundlinjen, så det går hånd i hånd med, at mindre madspild er godt for miljøet og klimaet. Når de største leverandører er med, så vil de mindre kunne lære af dem. Derfor tror jeg på, at det kan lykkes: Alle har en fordel ved at være med, siger Per Bank til Politiken og fremhæver Coop og Rema 1000 som fremtidige, ønskværdige partnere i projektet.

Rent praktisk vil tallene blive kontrolleret af en revisor og dernæst lagt ud på hjemmesiden danmarkmodmadspild.dk.