FirstFarms A/S har underskrevet betinget købsaftale (SPA). Aftalen er indgået i forlængelse af Head of Terms om køb af Hospoda Invest A/S, skriver FirstFarms i en pressemeddelelse.

Hospoda Invest A/S ejer 100 procent af det slovakiske selskab JK Gabcikovo s.r.o., der omfatter plante- og svineproduktion i Slovakiet. Der er 2.300 søer med en årlig produktion af 75.000 grise, hvoraf 40-45.000 sælges som smågrise og 30-35.000 som slagtesvin. Produktionsanlæggene er af høj kvalitet, og produktionsresultaterne har i en årrække været meget tilfredsstillende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionsgrundlaget for planteproduktionen er 1.500 hektar ejet agerjord af høj kvalitet. Sædskiftet er varieret, primært bestående af korn, raps og majs.

Købsprisen er 185 millioner kroner for 100 procent af aktiekapitalen i Hospoda Invest A/S.

Den igangværende due diligence proces skal afsluttes, inden aftalen er endelig, og de forventer overtagelse i 3. kvartal 2019, skriver FirstFarms.

Købet af Hospoda Invest A/S forventes i 2019 at få en positiv påvirkning på FirstFarms A/S' resultat.

- Vi forventer, at der vil være betydelige synergieffekter i forhold til FirstFarms' eksisterende produktion. Landbrugsproduktionen i Østeuropa er i en rigtig god udvikling. Prisen på jord er stigende, og efterspørgslen på svinekød er stor, siger Anders H. Nørgaard, administrerende direktør.