Med en juletræssæson på få uger er det altafgørende, at både mennesker og materiel fungerer optimalt. Det ved skoventreprenør Lars Kildsgaard fra L.K. Skovservice i Them om nogen, og derfor har han netop investeret i yderligere to Tree Tech juletræsmaskiner fra Bredsgaard A/S i Kjellerup, og kører nu med fire maskiner i alt.

- Tree Tech maskinerne er ikke de billigste, men de bedste på markedet, og de tilpasses hver enkelt kunde. Samtidig yder Bredsgaard garanti for straks-levering af reservedele som led i et servicekoncept, hvor firmaets montører ved maskinnedbrud og lignende rykker ud døgnet rundt. Det betyder utroligt meget i juletræsbranchen, hvor vi i sæsonen arbejder under et konstant, stort tidspres og maskinerne derfor skal være meget driftssikre, siger Lars Kildsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvart million træer

L.K. Skovservice, der i år har haft 25 års jubilæum, yder alle former for skoventreprenør-service. Specialet er juletræsproduktion - fra plantning og pasning til fældning og pakning. Firmaet beskæftiger seks faste medarbejdere og yderligere en snes mand, der i juletræssæsonen fra slutningen af september til begyndelsen af december håndterer op mod en kvart million juletræer.

- De første to Tree Tech pakkemaskiner, jeg købte sidste år, øgede både effektiviteten og kvaliteten af vores arbejde. Jeg har derfor besluttet, at vi i år køber to Tree Tech maskiner mere, men nu med både pakkemaskine, netmaskine og stabfræser, så juletræsmaskinerne kan udføre endnu flere funktioner, fortæller Lars Kildsgaard.

Gang i salget

- Med salget af de to maskiner til L. K. Skovservice kan Bredsgaard A/S nu melde alt udsolgt af nye juletræsmaskiner, fortæller adminstrerende direktør Ivan Tang, Bredsgaard A/S.

I år er der solgt 19 nye maskiner til henholdsvis Danmark. Tyskland og - som noget nyt - også Norge.

- I modsætning til øvrige juletræsmaskiner på markedet er Tree Tech et rent dansk produkt. Fremstillet på vores eget værksted af selv samme fagfolk, der efterfølgende også servicerer maskinerne. Derfor kender de maskinerne ned til mindste skrue, hvilket naturligvis er en stor fordel for vores kunder, oplyser Ivan Tang.