Siden en hest og tre ponyer blev sidste sommer konfiskeret af Nordjyllands Politi på grund af ejernes vanrøgt, er de blevet plejet for politiets penge. Det har givet pote, så dyrene trives nu og er fuldstændig raske, men alligevel skal de aflives, skriver nordjyske.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De samlede omkostninger er nemlig løbet op i over en kvart millioner kroner, og nu vil Nordjyllands Politi ikke længere bruge resurser på de fire dyr. Beslutningen er endelig, fortæller politiadvokat Aksel Stigaard til nordjyske.dk.

- Når vi har nedlagt påstand om konfiskation af ejendom, skal den destrueres, og vi har fået ejerens accept til at aflive dyrene. Dermed er beslutningen altså truffet, og det kan der ikke laves om på, siger han.

"Fuldstændig grotesk"

Nina Hansen fra Skovly Hestepension, hvor hestene i øjeblikket er opstaldet, kalde situationen for "fuldstændig grotesk".

- Hvis det var en svaneunge, der var blevet efterladt af sin mor, var hele maskineriet gået i gang for at redde den. Men fordi det er et menneske, der har passet nogle heste dårligt, skal de dø, siger hun.

Hun opfordrer politiet til at prøve at sælge dyrene.