På John Deeres stand på Agritechnica kan en opdateret udgave af 8000-serien af finsnittere opleves. Der er blandt andet kommet en større terminal for enden af højre armlæn, og nu tilbyder John Deere desuden automatisk læsning af frakørselsvogne bag ved finsnitteren.

Udefra er der ikke de store nyheder at bemærke på den nye 8000-serie finsnitter fra John Deere. Men det er præcis de små dele, som tæller på nyheden - eller rettere: Sliddelene tæller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- John Deere tilbyder DuraLine slidpakker i tre forskellige 'pakker', hvor den store pakke stort set dækker samtlige sliddele fra indføringsvalser til tudens spids, fortæller Martin Hjort Kongsgaard, medindehaver af Herborg Smede- og Maskinforretning, som dækker John Deere i Vestjylland.

Måler på indholdet

John Deere finsnitter-serien kan også udstyres med HarvestLab 3000-sensoren, som også er helt ny på Agritechnica.

- Den nye sensor erstatter den tidligere HarvestLab-sensor, med en række nye funktioner, hvor vi nu har mulighed for at læse syv forskellige parametere, mens vi ensilerer. Det kan eksempelvis være sukkerindhold, råaske, protein og tørstof, fortæller han.

Den vestjyske maskinsælger fremhæver også muligheden for at flytte HarvestLab-sensoren til eksempelvis gyllevognen:

- Når sensoren monteres på eksempelvis Samson-gyllevognen, så har vi mulighed for at give gylle efter indholdet af eksempelvis tørstof, nitrogen, fosfor og kali - og vi ved præcis, hvilken mængder vi kører med i gyllevognen, fremhæver Martin Hjort Kongsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løfte kabinen

Tyske Krone kan på Agritechnica 2017 præsentere en ny BigX finsnitter-serie, som vil lægge sig som et supplement til producentens i forvejen otte modeller fordelt på to serier med 630 og 800 millimeter indføringsbredde. Den nye serie bliver leveret med 800 millimeter snittecylindre samt fire modeller fra 687 til 898 hestekræfter.

Som ekstraudstyr, kan finsnitteren leveres med en kabine, som kan løftes 70 centimeter.

- Rigtig mange steder i Amerika og i det sydlige Europa er majsen over fire meter høj. Når man kører med en finsnitter i mere end 12 timer hver dag, syv dage om ugen og snitter majs, bliver man meget træt, af at kigge ind i den konstante mur af majs, som står foran en. Ved at løfte kabinen 70 centimeter op, forbedres udsynet markant, men det har også den fordel, at der er et langt bedre overblik til frakørselsvognen - især når et nyt majsstykke åbnes, fortæller Heinrich Wingels, marketingschef hos Krone.

Han fortæller, at den hævebare kabine vil komme til at koste cirka 80.000 kroner.

Renere vinduer

Foruden en kabine, som giver et bedre overblik over arbejdet, så vil Krone også gøre det lettere at se ud af kabinen i regn og støvede forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at gå fra en til tre vinduesvisker sikre vi et 360 graders udsyn fra kabinen, og chaufføren kan selv vælge, hvor ofte vinduesviskerne på sideruderne skal køre i forhold til viskeren på frontruden, fortæller Heinrich Wingels og påpeger den nu endnu større lyspakke.

Der kan vælges hele 16 LED arbejdslygter rundt på hele maskinen, samt LED belysning til servicearbejdet under sidepladerne.

Fra førersædet får chaufføren en 12 tommer farve touch terminal med mulighed for kamera indgang, så kameraet på tuden eller bakkamera vises i terminalen.

Bedre flow

Claas kom med en opdateret finsnitter-serie i 900-klassen sidste år, og på Agritechnica opdateres den yderligere med blandt andet et mere jævt flow i majsensileringen.

- Det er nu muligt at afmontere hver anden kniv for på den måde at lave en lang snittelængde til Shredlage majs, fortæller produktchef Iwer Dall hos Danish Agro Machinery, som er den danske importør af Claas i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Før i tiden var der ingen garanti for crackerens levetid, hvis man tog hver anden kniv af snittecylinderen i majshøsten, men det kan nu lade sig gøre, fortæller den danske produktchef, som også kan løfte sløret for nye pick-upper på Agritechnica.

- Vi vil se helt nye Claas pick-up i Hannover, som er væsentligt opdateret med blandt andet sneglvindinger i hele pick-up sneglens bredde, samt en kraftigere transmission og lejer.

Han fortæller desuden, at der kommer et ny hydraulisk højdejustering på pickup'en, så den lettere vil følge markens overflade. Claas viser også nye helsædsborde på Agritechnica.