I tvisten om rettighederne til den gylle, Finn Pedersens slagtesvin producerede i Allan Andersens stalde, er der, ikke overraskende, flere meninger om, hvordan tvisten opstod.
Set fra Finn Pedersens side, er der tale om bristede forventninger fra Allan Andersens side. Kontrakten har hele tiden været krystalklar.
- Der er overhovedet ikke noget at komme efter. Da vi i fællesskab indgår aftalen, så er det vigtigt for os, at sikre os, at vi minimerer vores risiko. Vi ville ikke stå i den situation, at vi lige pludselig stod med et stort parti gylle, som vi ikke kunne komme af med, og det er derfor, der i kontrakt står, at Allan Andersen har pligt til at modtage gyllen. Men pligt er altså ikke det samme som ret, fastslår Finn Pedersen.
Ifølge Finn Pedersen skal årsagen til formuleringen i kontrakten findes i de forhold, der eksisterede på det tidspunkt, kontrakten blev indgået.
- Allan Andersens stalde ligger i et område, hvor der i 2004 var der en stor andel af husdyrproduktion i området. Det gør selvfølgelig, at hvis vi skulle betale den husleje, vi havde forhandlet os frem til, så ville vi ikke stå med den risiko, at vi kunne stå med en masse gylle, vi så derefter skulle betale os fra at komme af med, siger Finn Pedersen, som blankt afviser, at aftalen skulle have ændret sig efter Erik Pedersens tidlige død.
- Det, der ændrer sig er sådan set bare, at vi forpagter noget jord. Og da gyllen retligt hører til svineproduktionen, så vælger vi at bruge den selv i stedet for at aflevere den til Allan Andersen. Og så er den ikke længere end det. Og det er selvfølgelig det, retten også ender med at konkludere i den sag, siger Finn Pedersen.
Ifølge Finn Pedersen kunne sagen ved voldgiftsretten været undgået. Hvis begge parter havde ønsket det, var han mere end parat til at indgå et forlig.
- Jeg havde flere gange foreslået Allan Andersen, at vi skulle sætte os ned og blive enige om en løsning, som ikke involverede voldgiftsretten. Men det ønskede han ikke. Han var virkelig sikker i sin sag, så derfor var der ingen vilje til at indgå i et forlig. Det endte så med, at han måtte betale en masse penge i stedet, og det er jo sådan set hans egen fejl, siger Finn Pedersen og fortsætter:
- Min samvittighed er helt ren. Jeg føler, jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at løse det på en mindelig måde, siger Finn Pedersen.
Misforstået kritik
Som tidligere landboforeningsformand og aktiv landmand, undrer Finn Pedersen sig over, at nogen vælger at kritisere Landbrug & Fødevarers system i forhold til Responsumudvalg.
- Det er der slet ingen grund til. Det er et godt system, at kunne tilbyde medlemmerne.Jeg er godt tlfreds med det responsumsystem, og synes det fungerer fuldstændigt efter bogen. Derfor mener jeg, at det er helt forkert at pege fingre af systemet som det fungerer i dag, siger Finn Pedersen.
