Fieldsense er meget synlige i Agro Food Park ved Skejby. Allerede ved indgangen ser man virksomheden i vinduerne helt ud mod facaden. Fieldsense blev stiftet i 2014 og er en teknologivirksomhed, som arbejder inden for landbruget. Oprindeligt er mange af de ansatte også forankret eller opvokset i landbruget, og virksomheden arbejder med data og udvikler produkter, som kan hjælpe landmanden i dagligheden.

Blandt andet har Fieldsense udviklet en vejrstation, som er udviklet i tæt samarbejde med landmænd. Her kan landmanden se både vejrdata her og nu, men også historisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi spurgte, hvad landmændene gerne vil have i produktet. Det var en god succes, og en gode måde at vide, hvilken vej, vejrstationen skal udvikles, siger direktør John Smedegaard.

Flere ben kommer til

Med stationen kan landmanden se, hvor meget det blæser, hvor meget det regner eller har regnet og hvad fugtigheden er. Forhåbningen er, at vejrstationen i fremtiden også vil kunne lave prognoser. Det arbejder Fieldsense blandt andet på.

I virksomheden fylder arbejdet med sattelit- og machineryprodukter også meget. Her laves tildelingskort, så brugerne kan se udviklingen af marken. Men selvom det er de to ben, som virksomheden nu arbejder med, så er det helt sikkert ikke det eneste, som Fieldsense vil kunne arbejde med.

- Der kommer helt sikkert flere ben, men det er prioritering og ressourcer. VI taler meget med kunderne om behov. Vejret var en datakilde, som kunderne gerne vil ind, fortæller John Smedegaard.

Og generelt data vil spille en større og større rolle, hvis man spørger direktøren hos Fieldsense. Det skyldes blandt andet manglen på arbejdskraft i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kunstig intelligens er kommet for at blive. Landbruget får færre og færre hænder, og det skal vi supplere. Vi byggede større maskiner, men det næste skridt er hjælp til beslutningsstøtte. Der kan kunstig intelligens hjælpe. Det kan være en funktion, som tjekker marker for vækstforskelle. Det kan være data fra traktor, som finder spot på marken, som ikke performer så godt. Det er en støtte til at træffe valgene, forklarer direktøren.

rich-media-3
Foto: Fieldsense

Vil forøge bundlinje

Men med så stor fokus på udvikling kan det være svært at fokusere på bundlinje og indtjening, men for Fieldsense går de to grene godt i spænd, og virksomheden oplever god interesse for sine produkter. Blandt andet er forårets produktion af vejrstationer udsolgt, og dermed kommer omkring 800 stationer ud at stå i det ganske land.

- Vi vil gerne forøge kundens bundlinje. Den udvikling skal man bare fortsætte. Branchen ændrer sig, og det skal vi følge med i. Der er behov for virksomheder som os. Vi har produkter, som først er klar om fem år, fordi de har en stor værdi. Andre produkter er mere kortsigtede, fortæller John Smedegaard.

Efter fem år på bagen er virksomheden vokset fra en ansat til i dag at være femten, men ambitionen stopper bestemt ikke der. Ærgerrigheden er ifølge direktøren ekstrem, og Fieldsense vil fremad.

- I forhold til omsætning og salg har vi nået det, vi skulle. Vores vejrstation og satellitprodukter er taget godt imod. Der er en god bevægelse herhjemme. Jeg er spændt på, hvad vejrstationerne kan rykke i landbruget. Vejret betyder meget for landbruget. Ambitionen er, at vi får vejrstationer ud til nabolandene. I næste produktion skal der placeres ligeså mange i nabolandene som i Danmark, siger direktøren, der tilføjer, at også andre dele af Europa, Afrika og Asien også viser interesse for vejrstationerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Med vejstationen kan landmanden se, hvor meget det blæser, hvor meget det regner eller har regnet og hvad fugtigheden er. Foto: Fieldsense

Dobbelt fokus

De første vejrstationer producerede Fieldsense selv med håndkraft, men nu er omfanget blevet så stort, ligesom der er krav om høj kvalitet og test, så produktionen er nu overdraget til en dansk producent

- Vi er ikke færdige endnu. Vi er gået ind i metrologi, og der kommer nok flere brancher vi vil ind i. Det kommer til at føde andre ideer. Jeg tror, at vi kommer til at gøre noget unikt og specielt med vores næste produkter, og at vi kan komme til udlandet, som kan finansiere en del af rejsen, men vi vil altid være fokuseret på Danmark, siger John Smedegaard.

Og visionen for fremtiden er også klar, hvis man spørger direktør John Smedegaard. Han mener, at fremtiden ser lys ud, og det skal også smitte af på placeringen af vejrstationer.

- Om fem år har vi den samme fordobling af medarbejdere, som vi har haft hidtil, og vi skulle gerne være i hele Skandinavien og Baltikum og nogle steder af Europa. Men der er ikke et mål, vi kan nå, hvor vi vil være tilfredse. Sådan er det at være iværksætter, siger han og tilføjer om fremtidsplanerne.

- Vi kommer nok ikke til at producere traktorer. Men der er ikke noget, som vi ikke vil gå ind, hvis vi kan se en ide, og vores kunder efterspørger det. Vi vil meget gerne lave partnerskaber, og det har vi altid gjort. Vi skal være flere bag rattet. Jeg tror ikke på at lave monolitter. Der er få virksomheder, som kan lykkes med det, men jeg tror mest på fællesskabet. Der er meget specialisering, som vil tage lang tid for os at bygge op, forklarer John Smedegaard.