DM i hø blev lanceret sidste år efter idé af Claus Meyer i forbindelse med MadFoodCamp i København, hvor i alt 40 landmænd deltog i konkurrencen. I år foregår det på Landsskuet, hvor dommerpanelet torsdag og fredag den 5-6. juli kårer det bedste hø.

Dommerpanelet består af henholdsvis seks mennesker og en flok får. Menneskedommerne er Frank Erichsen, selvforsyner og kendt fra tv-serien Bonderøven, Tabita Mortensen, sommelier, Frederik Djernæs, mælkeproducent og formand for Frøsalget og Torsten Schmidt, kok og indehaver af Malling og Schmidt. Derudover deltager Carl Aage Sørensen, Landsskuepladsens gartner og Thorkild Nissen, kvægbrugskonsulent, Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så skal der ædes

Menneskedommerne udvælger tre finalister blandt hø-prøverne ud fra kriterier som duft, farve, diversitet og fordøjelighed. Herefter får fåreflokken et par timer til at kåre den endelige vinder ud fra ædelyst.

 - Hø er i alle landbrugets lærebøger anbefalet til kalve og syge dyr. Men høet hitter også på foderbordet til de malkende køer med et indhold af næringsstoffer, der præcist rammer koens behov. Analyser af hø viser samme fordøjelighed som helt fint græsensilage. Det kan godt lade sig gøre at lave hø med et energiindhold, hvor køerne æder 10-12 foderenheder i hø, hvis man bruger den rette teknik, siger Thorkild Nissen, kvægbrugskonsulent i Økologisk Landsforening.

Førstepræmien er en middag for to på Claus Meyer restauranten Radio i København. Herudover er der mulighed for at vinde en høfrøblanding fra Frøsalget og en hø-ost fra Naturmælk.