Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Familievirksomhed mod nye højder

Af Rasmus Dalsgaard - 14. okt. 2017 KL. 13:12

  • ww264140_1
  • ww264140_2
  • ww264140_3
  • ww264140_4

Søby har efter et succesfuldt generationsskifte skærpet den strategiske profil med fortsat stærkt fokus på familieånden.

Søby har i mere end et halvt århundrede været kendt for at stå bag løsninger til transport, beluftning og tørring af korn og andre afgrøder.

Det er løsninger, som tilbydes i partnerskab med forhandlere, og cirka 45 procent afsættes på det danske marked. Resten eksporteres til store dele Europa.

For to år siden blev et glidende generationsskifte afsluttet, og tredje generation i familievirksomheden, søskendeparret Mette og Morten Frantsen, står nu i spidsen for virksomheden sammen med deres far Frants Frantsen, som stort set har overdraget ledelsen til sine børn.

Perfekt timing

I forlængelse af generationsskiftet, involverede Mette og Morten Frantsen sig i en omfattende strategiproces med eksterne konsulenter fra virksomheden Vinderstrategi.

Ifølge Mette Frantsen har forløbet været uvurderligt for søskendeparret i forbindelse med overtagelsen af Søby.

Hun fortæller, at det var en stor omvæltning at stå med ansvaret for virksomheden den 1. oktober 2015, dagen efter at der havde været reception for deres faster og onkel, som ved den lejlighed trådte helt ud af ejerkredsen.

- Selvom vi allerede arbejdede i virksomheden, skulle vi finde vores egne ben at stå på og den fremadrettede retning for virksomheden. Så timingen var perfekt til at igangsætte strategiprocessen, siger Mette Frantsen.

Oplæg inspirerede

Men et omfattende strategiforløb var ellers ikke på tegnebrættet i forbindelse med generationsskiftet.

- Vi er jo jyder og ikke vant til at bruge konsulenter, siger Mette Frantsen og antyder dermed, at der ikke er tradition for at bruge penge på den slags rådgivning, som Vinderstrategi tilbyder.

- Men vi hørte et oplæg til et arrangement i brancheforeningen Dansk Agroindustri, som inspirerede os til det, fortæller Mette Frantsen.

Traditionel rådgivning

Selve generationsskiftet i Søby foregik med traditionelle rådgivere som revisorer og bankfolk på sidelinjen, men Mette og Morten Frantsens oplevelse er, at det også er meget værdifuldt at have en uvildig rådgiver tilknyttet.

Blandt andet fordi, det er vigtigt at være enige om strategien og sikre forventningsafstemningen.

- Det er bedre at tænke det igennem og diskutere det over nogle måneder, så man fra begyndelsen har et fælles mål og enighed om den fremadrettede retning, siger Mette og Morten Frantsen.

Involvering

For Mette og Morten Frantsen var det vigtigt, at de ikke kom til at bruge store ressourcer på et projekt, som blot havnede i en skrivebordsskuffe.

Derfor besluttede de fra begyndelsen, at det var vigtigt at involvere medarbejderne. Derfor blev relevant personale inddraget i forbindelse med de enkelte dele af strategien, og tre medarbejdere blev udpeget til formænd for hver sit indsatsområde.

Dermed kan Mette og Morten Frantsen også bedre koncentrere sig om at køre med det lange lys, for det er de tre formænd, der løber med bolden i det daglige og er med til at holde processen i kog.

Forløbet

Strategiprocessen blev indledt med ni hele dage i løbet af et kvartal, hvor så at sige alt blev gennemdiskuteret.

- Det var vigtigt for os ikke bare at handle ud fra mavefornemmelser, så alt blev analyseret grundigt, og vi havde individuelle samtaler med både kunder og medarbejdere, fortæller Mette Frantsen.

Der blev også inddraget kunder fra eksportmarkederne.

- Derigennem fik vi skærpet opmærksomheden på de styrker, som kendetegner Søby. Det er blandt andet leveringssikkerhed og kvalitet, som er værdier, der bliver fokuseret på at værne om.

Der blev sat fire ord på virksomhedens værdier: Troværdig, kompromisløs, innovativ og familieånd.

171 sider

Strategiprocessen mundede ud i en 171 sider lang strategi, som bliver fulgt op af en årlig handleplansaften.

Den meget gennemarbejdede strategi kunne koges ned til kun to sider, som i punktform indeholder de aktionspunkter, der løbende skal arbejdes med frem mod 2020. På alle personalemøder gennemgås de igangværende indsatsområder, så alle på tværs af organisationen kender status og fokus.

Ifølge Mette og Morten Frantsen har det været vigtigt for dem, at strategien er blevet gjort forståelig og konkret, så alle medarbejder kan forholde sig til, hvad det betyder for vedkommende.

Dette er første del af historien om Søby. Du kan læse anden del ved at trykke her.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame