Tirsdag den 6. august havde Familielandbruget Vest - Jylland et meget vellykket sommermøde hvor jordfordeling, klima og biodiversitet var aftenens hovedemner, skriver Sagro i en pressemeddelelse.

En del af mødet var henlagt til den natur, som vi sætter så stor pris på - et fantastisk område omkring Storåen udenfor Holstebro. Et område, hvor udtagning af arealer til Multifunktionel Jordfordeling kunne være oplagt, skriver Sagro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Holmgaard, konsulent fra Sagro fortalte om muligheder og udfordringer med at binde kulstof i jorden, hvor reduceret jordbehandling, flere efterafgrøder og mere græsafgrøder var nogle af mulighederne.

Svend Erik Jensen, Hjerm, fortalte om et vildtprojekt omkring Hjem, hvor blandt andet faunastriber har medvirket til en stor stigning af agerhøns på et 500 ha stort område.

Efter ved selvsyn at have set nogle områder, der på bedste vis kan indgå i fremtidige naturprojekter, var der besøg hos Jytte og Ejvind Hansen, hvor der først blev besigtiget nye og gamle faunastriber og andre naturlige tiltag for vildtet.

Aftenen viste, at mange landmænd allerede gør meget for bier, insekter og vildt og alle blev inspireret på forskellige måder.

Ifølge Sagro sluttede aftenen med, at Lone Andersen, formand for Familielandbruget Vest - Jylland, fortalte om aktuelt nyt med fra Familielandbruget, Landbrug & Fødevarer og fra Bruxelles, hvor en god dialog e r altafgørende, både med de nye EU parlamentarikere og med de nye ministre og med de grønne organisationer. Der var en livlig debat, og hun fik et meget klart budskab med til Axelborg, om at netop dialog omkring forvaltning af ulven er meget meget afgørende for, at vi stadig kan have en optimal naturpleje og finde en god måde at forvalte ulven på, som alle kan være trygge ved. En svær, men nødvendig udfordring, der fylder rigtig meget her i det vestjyske, skriver Sagro i pressemeddelelsen.