Christiansborg

Uroen omkring miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fortsætter. Senest er det SF's miljø- og fødevareordfører Trine Torp, der har spurgt ministeren, om denne har den opfattelse, at medarbejderne i Miljøstyrelsen ikke er loyale over for ham, og at det derfor er nødvendigt at rykke medarbejdere med faglighed inden for vand og miljørammer for landbruget over til departementet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig vil hun vide, om ?det er ministerens opfattelse, at Bæredygtigt Landbrug ikke længere vil hænge navngivne medarbejdere i ministeriet ud i offentligheden, efter at ministeren har overflyttet op til 50 medarbejdere fra Miljøstyrelsen til ministerens departement??

- Jeg er nevøs for, at traditionen med fagligt stærke styrelser, som opererer uafhængigt af ministerierne, er i fare, siger Trine Torp til Maskinbladet.

Savner begrundelse

Hun ønsker med sine spørgsmål at få afklaret årsagen til flytningen af 40-50 medarbejdere fra Miljøstyrelsen til selve ministeriet og dermed tættere ved ministeren:

- Det styrker ministerbetjeningen og den politiske styring tæt på ministeren på bekostning af det faglige grundlag i Miljøstyrelsen. Der skal både være tillid mellem ministre og embedsmænd og tillid mellem Folketinget og ministeren. Når man tænker på de sager, der har sået tvivl om Miljø- og Fødevareministeriets faglige troværdighed i forbindelse med Landbrugspakken og kvotekongerne, savner jeg begrundelse for at nedgradere fagligheden så kraftigt, siger SF's ordfører videre.

Uskreven regel

Hun mener desuden, at den kraftige kritik, der har været rejst fra Bæredygtigt Landbrugs side af embedsmændenes påståede politisering, er overtrædelse af en uskreven regel om ikke at hænge navngivne embedsmænd ud i offentligheden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fuldstændig uacceptable metoder, Bæredygtigt Landbrug gør brug af. Ansvaret ligger altid hos ministeren, og embedsmændene skal have mulighed for at passe deres arbejde uden at risikere at blive hængt ud og brugt i et beskidt politisk spil. Embedsmændene skal stå til ansvar, men det er over for ministeren, slutter Trine Torp, der ikke forstår, hvorfor det nu skulle være nødvendigt med en COWI-analyse af tallene i grundvandsrapporterne:

- Hvorfor så tvivl om de tal, som styrelsen har leveret gennem længere tid, og som ministeren har bekræftet gang på gang, slutter hun.