Det skal være slut med underbetaling af ansatte på danske minkfarme og pelserier. Det mener 3F, som nu har iværksat en stor kampagne for at få minkerhvervets virksomheder til at følge overenskomsten på området, og ifølge 3F's hjemmeside har adskillige lokale 3F-afdelinger i Jylland sat kampagnen på skinner.

- Løndumping er desværre meget udbredt i minkbranchen. Men nu vil vi sikre, at vores medlemmer har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Den danske model skal også gælde minkbranchen, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indleder konflikt

Adskillige minkfarme, pelserier og indleveringscentraler har allerede modtaget 3F's krav om overenskomst.

- Vi håber at kunne lave frivillige aftaler om overenskomst med arbejdsgiverne på baggrund af en god dialog. Men hvis virksomhederne ikke vil lave en aftale, kan de se frem til, at vi indleder konflikt mod dem, siger forhandlingssekretær i 3F Vagn Henriksen.

Kort før jul sagde Danmarks største minkpelseri, Danpels i Nordjylland, ja til en aftale om overenskomst med 3F efter en konflikt på 11 dage.

Konfliktramte kan ikke afsætte skind

Direktøren for Kopenhagen Fur oplyste for nylig til Fagbladet 3F, at pelsauktionen ikke vil aftage minkskind fra virksomheder, som er ramt af konflikt med 3F.

Virksomhederne har to muligheder for at blive omfattet af områdets overenskomst mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Enten kan virksomhederne indgå en såkaldt tiltrædelsesoverenskomst med 3F. Ellers kan de melde sig ind i GLS-A og dermed automatisk blive omfattet af overenskomsten.

Ifølge fagbladet 3F har 3F's kampagne allerede ført til, at et par minkpelserier frivilligt har tiltrådt overenskomsten som nye medlemmer af GLS-A.

I februar finder en af sæsonens største pelsauktioner sted hos Kopenhagen Fur.