Nyheden om, at de to medarbejderrepræsentanter Bjarne Bundesen og Bjarne Hass Nielsen fra henholdsvis Christiansfeld Mejeri og Brandbrand Mejeri udtræder fra bestyrelsen i Arla, dækker over chikane og et decideret angreb på tillidsmandssystemet fra mejerigigantens side. 

Så hård er kritikken fra de to medarbejderes fagforbund, henholdsvis 3F og Fødevareforbundet NNF. Det skriver food-supply.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er grov chikane fra ledelsens side. De to har aldeles ikke brudt noget tavshedsløfte eller handlet i strid med nogen forretningsorden. De har kun orienteret kolleger om noget, som var almindeligt kendt i koncernen, siger forbundssekretær Poul Erik Faarkrog, som har mejerisektoren som ansvarsområde i Fødevareforbundet NNF, til food-supply.dk. 

Han henviser til en orientering i det interne organ Inforat, som udsendes til cirka 80 tillidsfolk og lignende i Arla, hvor Bjarne Bundesen og Bjarne Hass Nielsen omtalte mejerilukninger i koncernen, samt at Arla forhandlede om en fusion. 

Alvoligt at sprede følsomme oplysninger

Arla tilbageviser i dag, at der var tale om offentligt kendte oplysninger og understreger, at referaterne fra bestyrelsesmøderne eksplicit gjorde opmærksom på, at indholdet var fortroligt. 

- Man spreder ikke følsom viden fra bestyrelsesmøder. Det er alvorligt. Bestyrelsen kan ikke arbejde optimalt, hvis ikke der er sikkerhed for fortrolighed og tillid, understreger bestyrelsesformand Åke Hantoft. 

Hos 3F er opfattelsen imidlertid en anden. Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, mener, at Bjarne Bundesen og Bjarne Hass Nielsen blev chikaneret af Arla-ledelsen og presset ud. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser med meget stor alvor på sagen. Faktisk betragter vi handlingen som et frontalangreb på hele tillidsmandssystemet. Det vil vi på ingen måde finde os i, og vi overvejer nu det videre forløb i sagen.