Agco vil effektivisere produktionen af koncernens traktorer ved at udnytte identiske komponenter i flest mulige traktorer for at gøre produktionen mere lønsom.

Forbilledet for en såkaldt fælles platform på tværs af mærkerne er bilindustrien, og grundlaget for princippet er allerede indført med lanceringen af Massey Fergusons såkaldte globale traktor - 4700-serien, som ifølge Agco-topchef Martin Richenhagen viser skønheden ved konceptet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Traktoren er nyudviklet fra grunden på tværs af flere Agco-fabrikker og med det klare formål, at komponenter og moduler skal gøre produktionen enkel og konkurrencedygtig og kunne overføres på andre modeller.

Dét vigtigste projekt

- Vores fælles platform er dét vigtigste projekt i hele koncernen, sagde Agco-topchef Martin Richenhagen under et møde med Maskinbladet og en håndfuld øvrige journalister fra den internationale landbrugspresse på Agritechnica.

Han fortæller, at han straks ved sin tiltrædelse i sin tid så et behov for kraftigt at forbedre og omkostningseffektivisere produktionen, og han kiggede straks på bilindustrien, hvor eksempelvis VW-koncernen er lykkedes med en multibrandstrategi.

Hyrede VW-ekspert

- Jeg så derfor efter nogen med indsigt i den strategi og ansatte derfor Helmut Endres som udviklingsdirektør. Han har erfaring fra fra både bus- og lastbilproduktion, og han ved, hvad der skal gøres for at gøre det ordentligt, siger Martin Richenhagen.

- Vores intention er at kunne producere komponenter i en skala, som gør os i stand til at konkurrere med andre store producenter. Omkostningerne falder typisk syv-otte procent, når man fordobler produktionen, forklarer Helmut Endres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mærkeidentitet bevares

Martin Richenhagen tilføjer, at kunder eksempelvis er ligeglade med traktorens efterbehandlingssystem, som skal sikre overholdelse af udledningsnormer.

- De interesserer sig for, hvordan maskinen arbejder i marken, mener han.

Og i den forbindelse lægger han vægt på, at kunderne både kan se og mærke en forskel.

- Det er vigtigt, at der er en Valtra-feeling i en Valtra, en Fendt-feeling i en Fendt og en Massey Ferguson-feeling i en MF. Det er vigtigt at bevare mærkeidentiteten, men med så mange fælles komponenter som muligt, siger han.

For Martin Richenhagen er det samtidig magtpåliggende at understrege, at begrebet fælles platform ikke betyder, at traktorerne skal produceres på en fælles ramme på tværs af mærkerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi taler om så mange fælles moduler som muligt, fordi det er forudsætningen for stordrift. Og det er afgørende for at være konkurrencedygtig, siger han.

Fendt-transmission

Helmut Endres forklarer, at det er en strategi, der ikke er helt enkel at føre ud i livet, og at det forudsætter en nøje planlægning for alle fabriksanlæg og en analyse af, hvilke komponenter, der kan deles.

Men hele Agco-toppen har store forventninger til strategien, og Martin Richenhagen forventer, at man kan gå ret langt ad det spor.

- Jeg vil for eksempel ikke blive overrasket, hvis vi på et tidspunkt kan nøjes med kun én trinløs transmission. Det vil være indlysende, at det bliver Fendts trinløse trasnmission, der bruges i alle Agcos traktorer, siger Martin Richenhagen.

Han lægger heller ikke skjul på, at Agcos egne Agco-Power-motorer i fremtiden vil flytte ind i de fleste traktorer på tværs af de enkelte Agco-mærker. Kun i enkelte tilfælde, hvor det kan tænkes at give mening, forestiller han sig at benytte andre producenters motorer.