I februar 2019 kunne man både i landbrugsmedierne og også i nyhedsbreve fra rådgivningscentre læse om den fælles forståelse, der var etableret mellem KA (Kristelig Arbejdsgiverforening) og 3F. I et nyhedsbrev fra Jysk Landbrug anførtes blandt andet følgende:
...For nogle dage siden er der med Landbrug & Fødevarers mellemkomst lavet en aftale, hvor 3F vil undlade at kræve overenskomst, hvis der allerede er en overenskomst/medlemskab af Kristelig Arbejdsgiverforening (KA). På samme måde vil KA undlade at tegne en virksomhed som medlem, hvis 3F forinden skriftligt har rettet henvendelse til virksomheden med krav om overenskomstdækning. Med aftalen - kaldet fælles forståelse - har KA og 3F vist, at begge parter fremover vil agere i gensidig respekt for hinanden som organisationer på det grønne område.
Hvorfor kalder man en aftale en fælles forståelse? Er det fordi, der netop ikke er tale om en aftale, eller?
"Fælles forståelse"
I disse spalter har begrebet fælles forståelse tidligere været behandlet den 15. maj 2015, hvor der under overskriften fælles forståelse anføres følgende:
I juraens verden opereres med mange begreber. Et af de klassiske er aftaler. En fælles forståelse er ikke en aftale. En fælles forståelse er nærmest at ligestille med en hensigtserklæring. Ved underskrivelsen af den fælles forståelse har "? [parterne] tilkendegivet nogle betragtninger om de udfordringer, dansk landbrug er ramt af".
Den fælles forståelse, der blev beskrevet den 15. maj 2015, var den fælles forståelse mellem Finansrådet, Landbrug & Fødevarer, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og regeringen om etablering af et kapitalgrundlag for at afbøde landbrugets finansieringsudfordringer. Uden at ville genere nogen kan man vel godt konkludere, at denne fælles forståelse fra 2015 ikke fik den afgørende betydning for et forbedret finansieringsklima i landbruget, som i hvert fald nogle af parterne i den fælles forståelse havde forventet. Hvordan forholder det sig så med den fælles forståelse på arbejdsmarkedet på det grønne område?
Svaret ligger lige til højrebenet. Den fælles forståelse er ikke en aftale. Rækkevidden af den fælles forståelse afhænger af, hvad parterne hver især lægger i aftalen. Havde der været enighed mellem parterne, havde man ikke lavet en fælles forståelse, men en aftale. En aftale er ikke indgået, og det er mit postulat, at en sådan heller ikke vil blive indgået. Det ville simpelthen stride mod Den Danske Model (beskrevet flere gange tidligere i denne klumme).
Kollektiv arbejdsret
3F er overenskomstpart i forhold til GLS-A og kan derfor ikke uden at bryde de kollektivarbejdsretlige spilleregler indgå i et nærmere samarbejde med en til GLS-A konkurrerende organisation, KA. Det ville i givet fald være udtryk for overenskomstbrud i forhold til GLS-A. KA's overenskomstpart er Det Faglige Hus (tidligere Kristelig Fagforening). Begge arbejdsgiverorganisationer og begge lønmodtagerorganisationer har samme kundesegment, hhv. virksomheder og lønmodtagere inden for det grønne område. Den Danske Model fra 1899 tager afsæt i, at der på arbejdsgiversiden er én arbejdsgiverorganisation og på lønmodtagersiden er én lønmodtagerorganisation på det relevante faglige område. Det blev der indtil de alternative organisationer så dagens lys ikke sat spørgsmålstegn ved, og spørgsmålet er da også, om der i Arbejdsrettens regi er sket en ændring i dette ret klare udgangspunkt de seneste godt og vel 100 år. Min påstand er, at det ikke er tilfældet. Det kan udledes af en række nyere domme afsagt af Arbejdsretten, jf. bl.a. AR 2012.0341 af 29.11.2012 (Restaurant Vejlegården ApS). Denne dom vedrørte ikke landbrugsområdet, men er i den grad udførlig i præmisserne, og da der efterfølgende ikke er taget afstand fra præmisserne i denne dom, er præmisserne også i 2019 udtryk for gældende ret.
Hvem har konfliktretten?
Restaurant Vejlegården-sagen og en række andre domme afsagt af Arbejdsretten vedrører en situation, hvor 3F varsler konflikt (strejke og/eller blokade) mod enten en ikke-organiseret arbejdsgiver eller en arbejdsgiver organiseret i en anden arbejdsgiverorganisation end 3F's overenskomstpart ? på det grønne område: GLS-A. Arbejdsretten har blåstemplet, at der iværksættes konflikt, også selvom arbejdsgiveren er organiseret i anden arbejdsgiverorganisation end 3F's overenskomstpart. (Denne retsstilling gælder ikke kun i forhold til 3F, men generelt, men det er i særlig grad 3F, der gennem årene har været fremme i skoene i relation til anvendelse af konfliktvåbnet.)
De domme, der er afsagt, og som begrunder denne retsstilling, kan udledes af præmisserne i Restaurant Vejlegården, hvor Arbejdsretten bl.a. anfører:
Arbejdsretten finder endvidere, at 3F's interesse i at opnå overenskomst med [arbejdsgiveren] under hensyn til forbundets position og medlemstal har den fornødne styrke og aktualitet til, at konflikten forfølger et rimeligt fagligt formål. Det kan ikke heroverfor tillægges betydning, at [arbejdsgiveren] allerede er dækket af overenskomsten mellem KA og KF [nu: Det Faglige Hus]. KF står med hensyn til medlemmer og overenskomstdækning i et frit konkurrenceforhold til 3F uden de begrænsninger, som vil gælde, hvis de konkurrerende forbund var tilsluttet en fælles hovedorganisation [Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH (tidligere LO)]. Hovedkonflikten er derfor som udgangspunkt lovlig. Arbejdsretten henviser herefter til de på daværende tidspunkt i medierne ret omtalte Ikadan- og Brørup-sager i AR 1998.602 og AR 1998.702.
Styrke og aktualitet
Organisationsprocenten i landbruget er alt andet lige lavere end organisationsprocenten uden for landbruget. Det betyder, at markedet både for fagforeninger og arbejdsgiverforeninger er relativt stort. Henset til at det, Arbejdsretten tillægger betydning ved vurdering af, om et arbejdsområde (det grønne) er overenskomstdækket eller ej, er den pågældende organisations dækningsgrad i forhold til konkurrerende organisationer, må det antages, at vi også fremadrettet vil se en række arbejdskampe, hvor 3F vil forsøge at tvinge virksomheder til at blive overenskomstdækket og dermed omfattet af den overenskomst, som 3F selv er part i - det vil sige overenskomsten mellem 3F og GLS-A. 3F's kampagner med henblik på overenskomstdækning har haft og vil derfor også fremadrettet alt andet lige have den effekt, at GLS-A vil få flere landmandsmedlemmer.
Man kan have forskellige meninger om, hvorvidt Arbejdsrettens praksis er rimelig eller ej. Et faktum er imidlertid, at det er de oprindeligt etablerede organisationer på arbejdsmarkedet, der de facto er blåstemplede, og udfordrerne til disse organisationer har langt mindre chance for at kræve overenskomst på et allerede dækket overenskomstområde, end en udfordrer til en verdensmester i boksning har for at knockout'e verdensmesteren. Det er mit postulat, at den de facto magt, som bl.a. 3F derved besidder, vil 3F ikke frivilligt afgive ved at indgå bindende "fredsaftaler" med udenforstående arbejdsgiverorganisationer, konkret KA.
Efterfølgende kommentarer i medierne til den fælles forståelse bidrager heller ikke til en opfattelse af, at der skulle være indgået en aftale. Det nærmeste, man kommer beskrivelsen af retsstillingen, er vel, at parterne har tilkendegivet, at man fremadrettet ikke systematisk fra 3F's side vil gå efter at konfliktvarsle medlemmer af KA, og at KA afstår fra systematisk at søge medlemmer blandt arbejdsgivere, der allerede er dækket af overenskomst mellem GLS-A og 3F.
Kun fremtiden vil vise, om den fælles forståelse mest af alt er varm luft, eller om der er noget realitetsindhold i den fælles forståelse.
