HOLLAND: Når man besøger en europæisk maskinproducent, er producenten typisk meget stolt over den seneste svejserobot, den store bukkemaskine eller maleafdelingen.

Det er lige modsat hos hollandske Bomech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil ikke koncentrere os om bukning og svejsning af jern, men om kunden og produktudvikling.

- Raymond Lansink, salgschef hos Bomech.

- Vi vil ikke koncentrere os om bukning og svejsning af jern, men om kunden og produktudvikling, fortæller Raymond Lansink, salgschef hos Bomech, og viser rundt på fabrikken i Albergen i Holland, tæt på den tyske grænse, hvor der ikke er en eneste medarbejder, som bærer en svejsehjelm.

Kun ét produkt

Bomech er de seneste år blevet mere og mere udbredt i Danmark på grund af deres specielle slæbeskærsslangebom, som i princippet er en kombination af en slangebom og en græsmarksnedfælder. Faktisk er slæbeskærsbommen det eneste produkt, som Bomech producerer.

- I 1994 fik vi ideen til at lave et slæbeskær, fortæller Gerard Schurink, som er én af grundlæggerne bag Bomech. Han grundlagde forretningen Bomech sammen med sin kompagnon Jan Hoek, hvor firmaet startede op som en maskinforretning i 1993 med reparation af maskiner og traktorer.

- Vi manglede et redskab til gyllevognen, som kunne udbringe gylle på græsmarker, uden at ødelægge marken som en græsmarksnedfælder, men samtidigt få gyllen bedre i jorden end en traditionel slangebom, fortæller Gerard Schurink.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi konstruerede den første slangebom med skær, som har en fjedretand, som ligger 10 kg tryk på hvert skær, på den måde presses gyllen ned i græsmarken, uden rodnettet ødelægges. Den første bom blev lavet i en fem meter version, og indtil i dag er princippet faktisk nøjagtigt det samme.

Uafhængig af gyllevogn

I 2003 stoppede Bomech med at være maskinforretning og koncentrerede sig 100 procent om udvikling og produktion af slæbeskærsbomme.

Indtil 2005 producerede virksomheden slæbeskærsbomme til primært de hollandske landmænd. I 2005 byggede man dog den første 15 meter udgave, og her blev det pludselig interessant for maskinstationerne.

- Siden 2005 er det gået rigtigt stærkt med udviklingen af bom-bredderne, og i dag er vi helt oppe på en 30 meters udgave. Det er dog fortsat den 15 meter udgave, som er den mest populære, fortæller Raymond Lansink.

Han fremhæver også, at bommene i dag er blevet voldsomt populære i andre afgrøder end græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skærene sidder med 25 centimeters afstand, hvilket også passer i majsrækker, som i Europa sås både på 50 og 75 centimers rækkeafstand.

Bomech har fuldt fokus på slæbeskærsbommene, og ifølge virksomheden gør det Bomech til en attraktiv medspiller for stort set samtlige gyllevognsproducenter:

- Vi er ligeglade med selve gyllevognen og sætter al vores ekspertise ind på, hvad der skal efter gyllevognen. Det gør, at mange gyllevognproducenter ikke selv starter en produktion op af slæbeskærsbommene, men i stedet samarbejde med os, fortæller Raymond Lansink.

- Det gør os uafhængige af de enkelte mærker, hvilket vi tror, er vigtigt i dag, hvor landbrugene i Europa bliver færre og større. Det betyder, at det er meget mere fordelagtigt at samarbejde med flere forskellige producenter, end hvis vi blot havde valgt at koncentrere os om ét gyllevogne-mærke.

Ny fabrikshal

Hvor mange slæbeskærsbomme Bomech producerer årligt, ville fabrikken ikke fortælle Maskinbladet, da vi besøgte virksomheden i efteråret 2016:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vores hemmelighed, men fabrikken er langt fra hemmelig, fortæller Raymond Lansink, som netop i efteråret 2016 afholdte et stort åbent hus på fabrikken i forbindelse med indvielse af hele 3.500 kvadratmeter.

- Den nye hal benyttes til aflæsning af de enkelte komponenter, som bommene består af, og montering af nye bomme på gyllevogne, eller læsning af nye bomme som monteres ude hos forhandleren eller kunden.

10 til 20 procent af alle bomme monteres direkte på fabrikken.

- Nogle gange er det lettere at transportere gyllevognen til Bomech, hvis der eksempelvis er tale om en førstegangsmontering af en slæbeskærsbom på en ny type gyllevogn eller noget lignende, fortæller Raymond Lansink.

I Danmark foregår monteringen hos forhandlerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har nogle dygtige forhandlere i Danmark, som har prøvet monteringen af bommene før. Derfor har vi fuld tillid til, at det bliver gjort ligeså godt som her på fabrikken.

Rent samlearbejde

Hos Bomech er der i alt ansat 24 medarbejdere, fire arbejder i salgsafdelingen, fem i udviklingsafdelingen og 15 i produktionen. Eller måske rettere: 15 medarbejdere samler bommene.

For de enkelte komponenter og dele, som bommen består af, kommer alle fra underleverandører.

- Vi føler, vi har bedre føling med branchen, hvis vi koncenterer os om slutkunderne og udviklingen af nye bomme. Man kan i princippet få fat i en svejserobot alle steder i Europa, og vi har meget høje kvalitetskrav til vores leverandører, så vi altid er sikre på, at bommene lever op til Bomech-kvaliteten, påpeger Raymond Lansink.