I september 2017 træder en ny bestemmelse i kraft som forbyder at sprøjte og gøde på alle § 3-arealer. Det påvirker især de ferske enge, først og fremmest kulturenge, som i dag typisk bruges til afgræsning eller slætgræs.

Landboretskonsulent hos Agri Nord, Hans Ole Kristensen, opfordrer landmænd til at sikre sig i forhold til en eventuel erstatning, når loven træder i kraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En del af loven omhandler erstatningsmulighed, men det er endnu uvist, hvem der kan få erstatning og i hvilket omfang. Men ét er sikkert: Første forudsætning for at få erstatning er, at man kan dokumentere lovlig gødnings- og sprøjtepraksis. Derfor opfordrer vi hos Agri Nord vores kunder og medlemmer med kulturenge til at få anerkendt den lovlige gødnings- og sprøjtepraksis hos kommunen. Den danner et grundlag for en eventuel erstatning, og det giver samtidig et overblik over, hvor stort et areal loven reelt påvirker. I den politiske debat forud for vedtagelsen af loven har der nemlig været lagt vægt på, at det kun er få arealer og dermed uden stor økonomisk betydning. Den påstand er vi hos Agri Nord dog meget skeptiske over for, siger Hans Ole Kristensen.

Store bøder

En ikke uvæsenligt vinkel på det hele er, at bødestørrelsen for at overtræde regler på området er steget til 20.000 kr. Ved at indhente anerkendelse fra kommunen opdager man som lodsejer også, hvis der er uoverensstemmelse mellem registeringen på arealet og dyrkningspraksis. Det kan give anledning til en sag om at få ændret registreringen af arealet.

Ferske enge er fugtige arealer, der højst omlægges hvert syvende år. Perioden, hvor praksis skal vurderes over strækker sig helt tilbage til 1980'erne.

Sådan gør du

Agri Nords opfordring går på at kontakte kommunen ved hjælp af en brevskabelon.

- Hvis du har et naturbeskyttet areal, du hidtil har drevet med gødning og sprøjtning, så indtegn arealet på et kort og indsend brev til kommunen, lyder fra fra landboretskonsulenten, der skrevet følgende udkast:

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Til xx kommune.

Jeg vil gerne have bekræftet, at jeg lovligt kan fortsætte min hidtidige drift af arealet, som er markeret på vedlagte kortbilag. Hidtil har jeg benyttet gødning og sprøjtemidler i driften.

Jeg anmoder om bekræftelsen på foranstaltningerne i henhold til § 8, stk. 1 i bkg. 1172 af 20.11. 2006.

Med venlig hilsen xx"

- Det er selvfølgelig velkomment, hvis du kan tilføje oplysninger om, hvor længe arealet har været ejet/drevet således; men grundlæggende er det, der står i formularen godt nok i sig selv, siger Hans Ole Kristensen. I henhold til bekendtgørelsen skal kommunen svare inden fire uger, såfremt de har indsigelser.