- Det er vigtigt, at man ikke bare venter passivt på de nye vandløbsregulativer, som kommunerne skal udarbejde. Nogle kommuner er gået i gang og har henvendt sig til vandløbslaugene for at få indspil, mens andre kommuner først går i gang i det nye år, siger Lars Olsen, der udover at være bestyrelsesmedlem i Agri Nord også sidder i bestyrelsen i Danske Vandløb.

Lars Olsen opfordrer lodsejere til at tale med naboerne om, hvad der er de største udfordringer på de konkrete vandløb. Hvis man er bekymret for afvandingen af sin ejendom og der ikke allerede er et vandløbslaug, kunne det måske være anledningen til at danne et.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man er også altid velkommen til at kontakte de etablerede vandløbslaug for at hente erfaringer, siger Lars Olsen.

Sov ikke i timen

Landboretskonsulent hos Agri Nord Hans Ole Kristensen vurderer, at det især er vigtigt med de mindre vandløb, som ofte ikke har etaberede laug til at melde ind til kommunerne.

- Der kan nemt være små vandløb, som er groet til, og hvis lodsejerne ikke råber op, så kan kommunen få det indtryk, at der ikke er brug for andet, end det der har været hidtil. Revisionen, der som udgangspunkt gælder for de næste 10 år, kan få stor betydning, siger Hans Ole Kristensen.

- Jeg har indtryk af, at politikerne gerne vil levere varen i forhold til nye vandløbsregulativer, som kan sikre den nødvendige afvanding, så det er med at melde ind, så kommunen får den viden, som vi har lokalt, lyder rådet fra Agri Nords landboretskonsulent.

Han råder især til at tage stilling til, hvorvidt man mener, at det nuværende regulativ overhovedet er overholdt, og i hvilken grad grødeskæringen er tilfredsstillende. Med det udgangspunkt kan man måske have ønsker om ændringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politisk pres

Det er ikke kun nye kommunale vandløbsregulativer, som er på dagsordenen for tiden. Der har netop været høringsperiode på den kommende vejledning om grødeskæring.

- Her har Danske Vandløb og Landbrug & Fødevarer indgivet høringssvar, da vejledningen efter vores mening er stærkt utilfredsstillende på en række områder, fortæller Lars Olsen.

Der er nogle tilbagevendende konfliktpunkter om vedligeholdelse, der skal tilgodese miljøet i vandløbet; men samtidig sørge for den nødvendige afvanding. Hertil kommer så udfordringerne fra klimaforandring, hvor vi får mere regn og mere intensive regnhændelser end før i tiden.

Også på andre områder arbejdes der lige nu målrettet for at løse disse konflikter og sikre bedre afvanding. Når miljø- og fødevareministeren 15. og 16. december byder indenfor til vandtopmøde er Danske Vandløb og andre repræsentanter fra landbruget med for at argumentere for, at der er behov for bedre afvanding, end det er tilfældet mange steder i dag.