Der er et grundigt kasseeftersyn af kvælstofindsatsen i gang, antallet af kilometer vandløb er under revision, og der er brug for mere viden om, hvordan man bedst og billigst reducerer mængden af kvælstof, der løber ud i vandmiljøet.

I forbindelse med landbrugs- og fødevarepakken vil der blive taget stilling til indholdet i de kommende vandområdeplaner, der derfor ikke bliver klar til offentliggørelse i december. Det faglige grundlag skal først opdateres til allernyeste viden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tid til at vente

- Jeg vil være sikker på, at det faglige grundlag for de nye vandområdeplaner er på plads, før jeg sender dem på gaden. Det handler om milliarder af kroner, så derfor har jeg tid til at vente på, at alle indsatser, beregninger og vurderinger gennemgås, og at kvælstofudvalget bliver færdigt, siger Eva Kjer Hansen.

Kvælstofudvalget blev nedsat af den tidligere regering og har til opgave at gennemgå beregninger af vandområdeplanernes indsatsbehov for kvælstof.

Miljø- og fødevareministeren har orienteret Folketinget om forsinkelsen af vandområdeplanerne. Det er ministerens forventning, at de nye vandområdeplaner vil være offentliggjort i første halvdel af 2016. Vandområdeplanerne skal gælde fra 2015 til 2021 og afløser dermed de nuværende planer, der gælder indtil udgangen af 2015.

EU-Kommissionen holder øje med, om medlemslandende overholder deres frister. Ministeren vil orientere EU-Kommissionen om, at der pågår en udredning af det faglige grundlag, og at vandområdeplanerne derfor bliver forsinkede.