Et overvældende flertal af EU-lande støttede i går Ungarn og Østrigs ret til at afvise GMO’er, selv om de er godkendt af EU.

De to lande har et forbud mod den eneste GM-afgrøde, der er godkendt til plantning i unionen, den såkaldte MON810-majs. Den har været tilladt siden 1998, og i de sidste mange år har EU-Kommissionen forsøgt at tvinge landene til at ophæve deres forbud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en historisk sejr. For mig føles det, som om Østrig lige har vundet EM i fodbold, sagde den østrigske miljøminister Nikolaus Berlakovich efter afstemningen, hvor 22 lande ud af 27 udtalte sig mod Kommissionen, heriblandt Danmark.

Østrig lægger stor vægt på sin status som GMO-fri zone og har allerede i 2005 og 2006 haft Kommissionen på nakken på grund af det samme spørgsmål.

EU-kommissionen erklærede til gengæld, at den ville fortsætte med at arbejde for at få landene til at ændre deres nationale regler. EU-landene kan godt forbyde GMO’er, hvis de kan påvise, hvorfor de skulle være skadelige, og det mener Kommissionen og dens eksperter ikke, at de to lande har gjort.

- Du kan godt påkalde dig et forsigtighedsprincip, men på et eller andet tidspunkt bliver du nødt til at komme med beviser, sagde Barbara Helfferich, der er talsmand for miljøkommissæren.

Blandede reaktioner

MON810-majsen fra den amerikanske kemikaliegigant Monsanto er særligt resistent over for insekter og er godkendt af det europæiske fødevareagentur, EFSA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Heller ikke danske specialister hos Danmarks Miljøundersøgelser har kunnet finde grundlag for at forbyde majstypen.

Både Frankrig og Grækenland har lignende forbud over for den forkætrede majstype, og deres sag ender på ministrenes bord i løbet af året. Men der var i går stor optimisme hos den franske miljøminister Jean-Louis Borloo omkring landets chancer for at klare frisag.

Tyskland overvejer også at indføre et forbud, selv om der allerede nu plantes GMO-majs på et beskedent areal.

Grønne organisationer som Greenpeace og Friends of the Earth glædede sig over ministrenes beslutning.

- Beskyttelsen af miljøet og den offentlige sundhed må altid sættes højere end en håndfuld agrokemiske virksomheders økonomiske interesser, lød det fra Greenpeace.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sagen har allerede tidligere været for WTO, hvor det vurderedes, at forbuddene er i strid med de internationale frihandelsregler.