- Tilskudsordningen er attraktiv med op til 100 procent dækning af de udgifter, der er direkte relateret til projektet, forklarer LiebhaverSkovfogeden, Claus Hemmingsen.

Claus Hemmingsen er specialiseret i at søge tilskud til og anlægge søer, jorddiger og stendiger. Han forklarer, at formålet med tilskudsordningen er at lave særlige levesteder for dyrearter som markfirben, padder og birkemus. De såkaldte arter på Habitatdirektivets bilag IV.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ordningen skal forbedre arternes levevilkår og spredningsmuligheder ved at opretholde og lave nye levesteder. Derfor har NaturErhvervstyrelsen afsat en ny pulje, hvorfra der kan søges tilskud til f.eks. etablering af søer på op til 1000 m2, siger LiebhaverSkovfogeden.

- Etablering af vandspejl er en af de mest effektfulde naturværdier, du kan tilføre din ejendom. Udover at give variation rent æstetisk, giver det også et rigere dyreliv. Herunder frøer, ænder og andre fugle, understreger Claus Hemmingsen.

100 procent tilskud

NaturErhvervstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at den endelige bekendtgørelse er under udarbejdelse, men at det påtænkes at give tilskud til etablering af søer, etablering af jorddiger, etablering af stendiger, oprensning af søer og reetablering af stendiger.

- Du kan søge tilskud til at dække 100 procent af de omkostninger, der er direkte forbundet til ovennævnte projekttyper og til flere projekter ad gangen. Du kan eksempelvis grave en sø og anvende noget af jorden til at etablere et jorddige og søge tilskud til begge projekter, forklarer Claus Hemmingsen, der understreger, at tilskuddene altid er skattepligtige.

Det er et krav fra de offentlige myndigheder, at du har en tilladelse til at etablere en sø eller et jorddige. Det er således nødvendigt at lave en projektbeskrivelse med tilhørende skitsetegninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skitsetegningerne bruges i forbindelse med ansøgning om tilladelser og til ansøgningen om tilskud. I LiebhaverSkovfogeden kan vi hjælpe med at udarbejde skitsetegninger, søge tilskud og sikre den nødvendige dokumentation, når tilskuddet i sidste ende skal udbetales.

Der kan ansøges fra 2. november og frem til 12. januar. Herefter lukker ordningen.

- Du skal forvente cirka 3 måneders svarfrist fra NaturErhvervstyrelsen. Når tilsagnet er modtaget, kan du anlægge dit projekt. På den måde er det realistisk at få sin egen sø allerede næste forår, mener Claus Hemmingsen.