Det pilotprojekt, der skal være med til at udvikle præcisionslandbrug som en dyrkningsform, der på sigt kan give en positiv miljøeffekt og blive et virkemiddel i den målrettede regulering, bliver nu styrket. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Med op til to millioner kroner ekstra i 2018 vil de bedrifter, som tilmelder sig Landbrugsstyrelsens pilotordning om præcisionslandbrug, få mulighed for at få konsulentbistand til at udføre pilotprojektordningens tiltag. Bistanden fra konsulenterne vil gøre det muligt at øge udbyttet af pilotordningen, ligesom det vil være muligt at undersøge flere aspekter ved brugen af data og ny teknologi i landbruget.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Midlerne er den første udmøntning af puljen på 90 millioner kroner til grønne indsatser, som indgår i aftalen om målrettet regulering, som blev indgået mellem V, K, LA og DF i januar 2018. Senere i år skal aftaleparterne tage stilling til den samlede udmøntning af midlerne til og med 2021, herunder midler til præcisionslandbrug efter 2018.

-Den kommende pilotordning om præcisionslandbrug skal bane vejen for, at præcisionslandbrug med større brug af data og ny teknologi kan give landmanden mere fleksible miljøkrav, samtidig med at landmanden kan opnå bedre udbytter og bedre indtjening. Jeg er derfor glad for, at der er enighed mellem parterne bag den kommende målrettede regulering om at anvende op til to millioner kroner i 2018 til at understøtte pilotordningen, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen

Pilotordningen er blot ét af de initiativer, som indgår i det partnerskab om præcisionslandbrug og smart regulering, som Esben Lunde Larsen indgik med Fødevarer & Landbrug i november 2017.

Målet med partnerskabet er at få udredt ny teknologi og brug af data i landbruget til gavn for både landmænd og miljø.

Miljø- og Fødevareministeriet afholder sammen med bestyrelsen for GUDP temadag fredag den 9. februar 2018. Sammen med formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, MF Maria Reumert Gjerding (EL) og en lang række interessenter og eksperter vil Esben Lunde Larsen drøfte perspektiverne for fremtidens digitale præcisionslandbrug. Temadagen holdes på Ledreborg Slot.