Partier fra begge sider af Folketingssalen ønsker have svar på, om miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har tilbageholdt viden om fejl i kvælstof-tal. Det skriver webmediet Altinget.dk.

Kritikken kommer, efter at et internt notat fra Miljøstyrelsen fra 19. september 2017, beskriver væsentlige problemer med gamle kvælstofmålinger helt tilbage til 2010. Notatet, som Altinget.dk har fået aktindsigt i, tyder på, at kvælstofniveauet i danske fjorde og havområder har været markant højere, end man hidtil har troet. Det burde være meldt ud offentligt, lyder kritikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er under al kritik, at man bøjer demokratiets spilleregler, så Folketinget ikke kan lovgive på et oplyst grundlag. Jeg fornemmer, at det er for at holde hånden under landbruget og havbrug, siger miljøordfører fra Enhedslisten, Maria Reumert Gjerding (EL) til Altinget.dk.

Ni dage efter notatet blev skrevet var der teknisk høring med Esben Lunde Larsen og embedsmænd fra Miljøstyrelsen, hvor fejl i analyser for 2016 og 2017 blev fremalgt for Folketingets partier

Ifølge Maria Reumert Gjerding blev der til høringen ikke informeret om, at problemet kunne gå helt tilbage til 2010, eller hvor stort omfanget kunne være.

- Jeg er gået fra høringen med en klar fornemmelse af, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, og at det drejede sig om 2016-tal, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

- Og det er decideret misvisende og vildledende. Jeg mener, at man har tilbageholdt væsentlige oplysninger for Folketinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også DF undrer sig.

- Jeg undrer mig over, at man ikke i det mindste har nævnt det her for os - også selvom man i notatet vurderer, at det ikke ville have haft nogen betydning, siger miljøordfører fra Dansk Folkeparti, Lise Bech (DF).

Esben Lunde Larsen svarer i en mail.

- I forbindelse med den tekniske gennemgang blev Miljø- og Fødevareudvalget mundtligt orienteret om, at ministeriet også var blevet orienteret om mulige metodefejl i tidligere år, og at serviceeftersynet derfor også vil gå tilbage i tiden og se på tidligere prøver, skriver Esben Lunde Larsen

Han mener også, at det er for tidligt at udtale sig om betydningen af de formodede afvigelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så længe vi ikke kender resultatet af serviceeftersynet, synes jeg ikke, at det giver mening at gisne om mulige konsekvenser af nogle afvigelser, som vi endnu ikke kender det fulde omfang af, skriver Esben Lunde Larsen.