Enkeltbetalingsstøtten for støtteåret 2013 bliver for de fleste landmænd fire procent mindre end forventet på ansøgningstidspunktet. Det er en konsekvens af den nye reform af den fælles EU-landbrugspolitik.

Størstedelen af de europæiske landmænd får reduceret deres direkte landbrugsstøtte allerede i år, hvor den største støtteordning er enkeltbetalingsordningen. Det sker som led i den nye landbrugsreform og budgetaftale, hvor det i EU er besluttet at reducere budgettet for den direkte landbrugsstøtte og dermed den støtte, som udbetales for 2013 og årene frem. Baggrunden er endvidere, at der årligt i EU skal reserveres penge til eventuelle markedsmæssige krisesituationer i landbruget i EU.

 

Det betyder for et typisk gennemsnitlig dansk landbrug på 57 hektar, at enkeltbetalingsstøtten for 2013 bliver omkring 6.000 kroner mindre, end forventet, da støtten blev søgt i april. Der kommer altså godt 142.000 kr. ind på bankbogen til december til denne landmand. De fleste danske landbrug under fem hektar vil ikke blive berørt. Det står nu klart efter en høring af Komitéen for Landbrugsfondene i denne uge.

 

Læs mere om landbrugsreformen her